DetGamleKøbenhavn

som fra alle Sider trængte paa for at se Synderne og

længe efter, at disse var sluppet ind af Porten, bøl

gede frem og tilbage i Gaden, leende og skraalende

op til de Vinduer, hvor de ældre Fanger var stimlet

sammen.

Det var ikke sjældent, at Drengen blev Vidne til

Tumulter, og de har præget sig dybt i hans Erindring.

Han fortæller: »Det var blevet befalet, at Fangerne

herefter skulde spinde paa Skotrokke, og dette satte

dem i et saadant Raseri, at de stormede fra det ene

Arbejdsværelse til det andet, brød Rokkene i Stykker,

kastede dem under Brølen og Piben i Fingrene i smaa

Stumper ud af Vinduerne og ned paa Gaden og gjorde

Forsøg paa at brække Jernstængerne løs for selv at

komme bagefter.

Rygtet om dette Oprør udbredte sig snart over

hele Byen; støjende Skarer strømmede til, Gaden

mylrede med Mennesker, en halv Snes Soldater, der

var kaldt til fra Amagerports Vagt, blev saaledes

borte i Stimmelen, at kun Bajonetterne glimtede inde

i den, og Flokke af »de røde Engle« arbejdede sig

bandende og bankende frem med enkelte af de ustyr

lige Urostiftere, som var paagrebet og skulde føres

til en anden og sikrere Forvaring, men blege af For

bitrelse, skraalende og skældende satte sig til Mod

værge.

Min Moder, der forudsaa Faren, hvis det lykkedes

den forvorpne Horde at faa Jernstængerne brudt

løs, var meget angst, græd, vredHænderne og ønskede,

at Fader dog bare snart kunde slippe hjem; jeg stod

ved Vinduet hos en Arbejdsmand

Ole Ovesen

, der var

kommet op for at være hende til Hjælp, og faldt i

Staver over den skrækkelige Rumor, men ikke mindre

over en svær Matrone, som han viste mig, at der ovre

i selve Børnehuset stod ene bag Jernstængerne i et

Vindue og ganske roligt betragtede det hele.

Hun var nemlig ved daglig Omtale blevet mig en

stor Mærkværdighed, men hidtil havde jeg kun skim