DetGamleKøbenhavn

manderedes der »Fyr!« med Kanonerne. Snart glim

tede det over alt, og Hovederne forsvandt skynd

somst fra Vinduerne. Selvfølgelig var der mødt fri

villige, deriblandt en Slagter. Ved det tredie Kanon

skud vældede en tyk Røg ud fra Taget. Det viste sig

dog, at Ilden kom indefra, det Fangerne selv havde

antændt den. Snart stod Taarnet i lys Lue, og Byg

ningen stod ikke til at redde.

Slagteren saa en Mand komme ud paa Taget. Han

sigtede og skød. Manden styrtede forover og blev

hængende som død i Taglugen. Desværre havde Slag

teren taget fejl. Han havde dræbt en Straalemester

ved Brandkorpset.

I det hele ramtes kun tre Mennesker. En Fange

blev saaret i Knæet, medens han helt inde i sin Celle

sad ved sit Arbejde for derved at dokumentere sin

Umeddelagtighed i Oprøret, og et Skud ramte en

anden Fange, »Vildtyskeren«, da han var i Færd med

at opsøge en Kollega i det Haab at kunne slaa ham

ihjel. Han faldt om og brændte op.

Nu kom selve Kong Frederik den Sjette med hele

sin Adjutantstab og Lakajer ridende fra Frederiks

berg Slot, og det har sikkert været et ejendommeligt

Skuespil med den brændende Bygning, det meget

Militær i straalende Uniformer og den ængstede, sta

dig skiftende Menneskemasse.

Carl Bernhard

slap ved Hjælp af en Bekendt, der

var Officer, ind i Fængselsgaarden. Her laa Fangerne

plat ned paa Maven i lange Rækker, bundne paa

Hænderne, Soldater med skarpladte Geværer bevog

tede dem, og enlige Tranlamper oplyste det triste

Skue.

Af og til styrtede brændende Mure sammen, Lu

erne slog højt i Vejret. »Lig ned der!« var den eneste

menneskelige Lyd, der hørtes, naar en af Fangerne

rørte sig, og et Slag med Kolben hjalp til at gøre Op

fordringen eftertrykkeligere. Saa raabtes Fangerne op

ved Navn, en for en kaldtes de for Standretten, »det