45 / 379
41
vogne, fyldte med Kaalhoveder og Grøntsager og
kørte af værdige Amagere, der saa ud som holland
ske Portrætter, om Vinteren deres firkantede, bro
gede og blomstermalede Slæder, der lignede store
Børnesenge med høje Topper paa Hjørnerne, mange
farvede Hynder og en Mængde Bjælder paa Hestene,
nogle Bønder- og Arbejdsvogne, saa Kareter, men
ikke mange Fodgængere . . . . Men, hvad der den
Gang gav Gaderne en vis Livligheds Interesse, var
de mange forskellige Dragter, som nu efterhaanden
er forsvundne, lige fra Amagernes gamle hollandske
Klæder og deres kønne Fruentimmerdragter, som var
en yndet Forklædning for Damer paa alle Maskerader,
fordi den hævede Skønheden saa meget, til de mange
Bønder- og Matrosdragter, der var forskellige, de
første for hvert Amt i Landet, de sidste for hvert
Land i Verden. Tjenestepigerne bar deres Provins-
dragter, gamle Mænd gik med Fortidens Moder, Ki
nesere, Jøder, Polakker, Bøhmere saa man hyppig i
deres Hjemstavns Dragter, næsten enhver havde sit
særegne Snit.«
Og foruden alt dette brogede Liv havde Drengen
Udsigt til Legetøjshandlerens Vindue paa den anden
Side af Gaden med de i Forhold til Nutidens Begre
ber højst beskedne Herligheder af Paaskelam og
Fastelavnsris. Naar saa Ilden brændte i Dagligstue
kakkelovnen i Tusmørket, fortalte Moderen Even
tyr, sang for Børnene og spillede paa Harpe dertil.
Saa stillede Drengen sig, saa at han baade kunde se
sin Moder, hvem han syntes det klædte saa smukt
at spille paa Harpe, og Legetøjshandlerens Vinduer
— det var Eventyret i dets fulde Glans, en Barndoms
skat, der bevarede sit Billede levende i hans Hjerte,
til han som gammel Mand satte det sit Taknemlig-
hedsminde paa Papiret.
Men det festligste Skuespil, han fra sit »gamle Raad-
hus« blev Vidne til, hændte en Søndag Morgen i Fe
bruar. Der kom et tæt Fortrav af simple Folk, der-