42
paa fulgte en stærk Afdeling af Hestgarden i de smukke
Uniformer, og de marcherede op udenfor Huset.
Trompeterne blæste dæmpede Toner, Paukerne gen
lod i hule taktmæssige Slag, to kongelige Herolder
holdt midt i Kredsen i deres purpurrøde Fløjlskapper
og med det danske Vaaben baade for og bag, Struds
fjer i Hattene og forgyldte Heroldstave i Hænderne.
Den ene af dem fremtog et Dokument og oplæste
med ensformig Røst en lang Remse, som ingen kunde
forstaa et eneste Ord af, men som alle lyttede til med
den største Ærbødighed, selv Hestene rørte ikke et
Lem, og de høje Gardere sad i deres gule Køllerter,
med de blanke Hjelme med de lange, sorte Heste
haler ned ad Ryggene. Da Herolden var færdig, lød
Musikken igen, og det maleriske Optog drog videre
for paa alle Torve og foran alle kongelige Bygninger
at proklamere, at Hans Majestæt den første Torsdag
i Marts i højtidelig Procession vilde begive sig til
Højesteret for selv at dømme i Retten.
Men for Drengens Fantasi var det en Fest, foran
staltet til Ære for hans Fader, den stolte og tapre
Artilleriofficer, hvem han saa op til i sønlig Beundring,
og for det gamle Hus, der havde fyldt hans Tanker
og Barnesind med mange brogede Billeder. Det gav
Huset endnu større Glans, og i den Belysning stod
det endnu, da »den gamle Herre« skrev sine Barn
domserindringer.
Skønt imidlertid Carl Bernhard i fuldt god Tro og
i Overensstemmelse med en fra Slægt til Slægt og
fra Ejer til Ejer nedarvet Tradition mente, at dette
smukke og statelige Hus var
Christianshavns Raad
hus
, har seneste Dages Forskning taget denne Glo
rie fra det; men heldigvis behøver Huset den ikke,
dertil har Carl Bernhard selv bidraget ved sine Min
der.
Aarsagen til, at Huset ikke kan være Christians
havns gamle Raadhus, maa simpelthen søges deri,
at Byen aldrig har haft noget Raadhus. Da Chri