DetGamleKøbenhavn

paa fulgte en stærk Afdeling af Hestgarden i de smukke

Uniformer, og de marcherede op udenfor Huset.

Trompeterne blæste dæmpede Toner, Paukerne gen

lod i hule taktmæssige Slag, to kongelige Herolder

holdt midt i Kredsen i deres purpurrøde Fløjlskapper

og med det danske Vaaben baade for og bag, Struds

fjer i Hattene og forgyldte Heroldstave i Hænderne.

Den ene af dem fremtog et Dokument og oplæste

med ensformig Røst en lang Remse, som ingen kunde

forstaa et eneste Ord af, men som alle lyttede til med

den største Ærbødighed, selv Hestene rørte ikke et

Lem, og de høje Gardere sad i deres gule Køllerter,

med de blanke Hjelme med de lange, sorte Heste

haler ned ad Ryggene. Da Herolden var færdig, lød

Musikken igen, og det maleriske Optog drog videre

for paa alle Torve og foran alle kongelige Bygninger

at proklamere, at Hans Majestæt den første Torsdag

i Marts i højtidelig Procession vilde begive sig til

Højesteret for selv at dømme i Retten.

Men for Drengens Fantasi var det en Fest, foran

staltet til Ære for hans Fader, den stolte og tapre

Artilleriofficer, hvem han saa op til i sønlig Beundring,

og for det gamle Hus, der havde fyldt hans Tanker

og Barnesind med mange brogede Billeder. Det gav

Huset endnu større Glans, og i den Belysning stod

det endnu, da »den gamle Herre« skrev sine Barn

domserindringer.

Skønt imidlertid Carl Bernhard i fuldt god Tro og

i Overensstemmelse med en fra Slægt til Slægt og

fra Ejer til Ejer nedarvet Tradition mente, at dette

smukke og statelige Hus var

Christianshavns Raad

hus

, har seneste Dages Forskning taget denne Glo

rie fra det; men heldigvis behøver Huset den ikke,

dertil har Carl Bernhard selv bidraget ved sine Min

der.

Aarsagen til, at Huset ikke kan være Christians

havns gamle Raadhus, maa simpelthen søges deri,

at Byen aldrig har haft noget Raadhus. Da Chri