49 / 379
45
stianshavns-Bygnings Oprindelse; thi denne Gaard har
næppe været Kay Lykkes, hvad vi senere skal komme
tilbage til, naar vi er færdige med Oprøret.
Gaarden indtog da som nu den ene Side af Torvet,
var tre Etager høj, havde i Midten en Kirke med lange
buede Vinduer og et Taarn med Spir over Taget. Ud
imellem de tilgitrede Vinduers Stænger stak for
bitrede og forvredne Ansigter, eller der kom Hænder,
der slyngede Murstensbrokker og Værktøj ned imod
Menneskemængden paa Torvet. Der hørtes et Kaos
af Stemmer, Kvinders og Mænds imellem hinanden,
de brølede og hvinede.
I lang Tid havde Fangerne forberedt Oprøret; i
1815 ved Frederik d. Sjettes Kroning havde det al
lerede ulmet. En stor Sammensværgelse var stiftet.
Alt, hvad Fangerne kunde faa fat i — Træstumper,
Blikstykker. Uhrfjedre — tjente dem til Værktøj,
de havde faaet lavet Hovednøgler, og de korrespon
derede ved en Slags »optisk Telegraf« ved Tegn, lige
som de skrev til hinanden paa Lærredsstumper med
deres Blod. Raspetræet lavede de til Køller, og de
gravede Miner dybt ned i Jorden, idet de tænkte paa
at underminere Tugthuset og ad underjordiske Gange
at slippe ud i det frie. De fantaserede allerede om
den vundne Frihed. En vilde hjem til sin Slægt, en
vilde tage Landauer og køre i Dyrehaven, en anden
vilde nedsætte sig som Haandværker o. s. v.
De underligste
noms de guerre
havde de: Slag-lille-
Fanden, Peter Bajads, Jøde Moses, den tyske Skræd
der, Bertel Rivejern, Peter Vovehals, Søren Gammel
mand, Stine Kunigunde, Pumpe-Juliane og Pjalte-
Ane, der havde boet paa Pjaltenborg.
Snart rykkede Infanteri-Regimentet fra Christians-
havns Kaserne frem i Stormskridt, og de fordeltes
i Vinduerne i Husene rundt om, og nu kom Artilleriet,
tre Kanoner svingede ind paa Torvet og modtoges
med Hurraraab af Fangerne.
Nu faldt et Skud fra et Gevær, og kort efter kom