63 / 379
59
Mand, som
Thomas
holdt meget af, dels fordi han
forstod at spøge og lege med ham, dels fordi han
altid havde noget godt i Lommen til ham. Under
Branden var han gennem en Jerndør kommet ind
paa Raffinaderiets Lofter, hvor han ikke var kendt,
han forvildede sig og indebrændte. Han savnedes straks
efter Branden, men hans Lig var ikke til at finde.
Drengen tog sig det forfærdelig nær og havde næppe
forvundet Sorgen, da Faderen engang uforsigtigvis,
medens Thomas hørte derpaa, kom til at fortælle, at
nu var
Johan Skomagers
Rester fundet. Faderen havde
Opsyn med nogle Haandlangere, som brugtes til at
rydde Brandtomten, og en Dag traf han dem sid
dende ved Frokosten og med megen Appetit spise
noget røget Kød, som var fundet paa et af Lofterne,
og som de mente hidrørte fra Spisemesterens Køkken.
Det viste sig at være Johan Skomagers Ben, de sad og
gnavede I Drengen blev ved Fortællingen saa rystet,
at han i et Par Uger maatte holde Sengen.
Senere flyttede Familien til Wildersgade 53 lige over
for Kasernen i et af de Huse, som i den Tid mindre
smigrende kaldtes »Sladderrækken«. Naturligvis fandt
Drengen større Behag i Genboskabet med Kasernen
end med Tugthuset. Og dog var Beboerne paa Kaser
nen den Gang ikke meget værd. Det var et Marine-
regiment, hvis Mandskab var en Hob sammenløbet
Pak, som endog under den strængeste Krigstugt sta
dig gav Anledning til Afstraffelser for Drukkenskab,
Slagsmaal, Tyveri og Desertion. Men de var elegante
og strunke at se paa og havde en ualmindelig klæde
lig Uniform: rund, højpullet, paa den ene Side op-
krammet Hat med hvid Fjer, rød Trøje med mørke-
blaa Rabatter og en snehvid Baandbesætning oppe
fra Halsen ned mod Maven, i Længden aftagende, til de
blev brede Knaphuller, hvide Lærreds Benklæder og
Støvletter i eet samt hvidt Lædertøj. Den Gang var
jo desuden Kasernen ny, den var opført 1802 af Pro
fessor
I. H. Rawert
og Tømrermester, senere Oberst
Hallander.