Snedkerbogen

på noget tidspunkt kan siges at have svageste spor af

fornuft for sig. Kun i enevældens samfund, hvor ene

voldskongernes repræsentanter udbød mægtige arbej

der og senere i diktatursamfundene, kan denne op

fattelse siges at have været i overensstemmelse med

gældende retsanordninger eller -begreber. De franske

enevoldskonger eller rettere disses administrations

chefer er da formentlig også dem, der i nyere tid har

ført licitationerne frem til værdighed og ære. Men

allerede den første danske licitationskommission, som

afgav betænkning i 1888, er klar over, at den form

for frikonkurrence, som licitationerne er udtryk for,

ikke repræsenterer noget særligt heldigt. Kommis

sionen ser meget vel, at konkurrencen mellem de hver

for sig små tilbudsgivere, som er interesseret i at over

tage det, som hovedregel, forholdsvis store arbejde,

kan give meget dårlige eller, om man vil, fra et sam

fundssynspunkt uhensigtsmæssige resultater. De på-

gælden konkurrerende nemlig allerede dengang ikke

blot på fortjenesten, men undertiden endog via mate-

rialeleverancepriserne helt ned i arbejdslønningerne,

hvilket sidste resulterede i, at fagforbundene - det

gælder f. eks. hos malerne - i en række tilfælde for

langte garantier for lønnens rette betaling.

I årene siden har alle været klar over, at der er

noget galt ved licitationerne. Bygherrerne, som på

den ene eller på den anden måde føler, at noget er

gået fra dem, tør almindeligvis ikke undlade at gå

med til fastlagte rammer, men sørger for, at disse

bliver så lidt generende for dem, som overhovedet

muligt, dette gælder i hvert fald de meget store byg

herrer. I bedste overensstemmelse med denne be

tragtning er det da også, når såvel forsvarets bygnings

tjeneste som de danske statsbaner i dag anvender den

licitationsordning, der fremstod som resultatet af han

delsministeriets licitationskommissions betænkning af

1945.

Håndværkerne på deres side har, navnlig i de meget

hårde år i 30-erne, fundet frem til reguleringsordnin

ger, som betragtes som et nødværge overfor byg

herrerne, men der er ingen tvivl om, at håndværkerne

i almindelighed slet ikke har følt, at ordningerne var

så gode, men blot har ment, at de udfyldte et savn.

Kritikken fra håndværkerside har altid været stærk.

Det er vanskeligt at have ordninger, som omfatter fag

med i tusindvis af udøvere. Monopoler dannes som

regel af snævre kredse eller ved gennemførelsen af

virkelig drastiske regler som f. eks. fagforbundenes

for løn- og arbejdsvilkårenes vedkommende.

Sammenfattende kan det siges, at licitationer ikke

er og ikke kan være det frikonkurrenceinstrument,

som nogle tror, det er ønskværdigt at have. Der er

ingen, der vil kunne være tjent med fuldkommen fri

hed på licitationsområdet, med mindre sikkerhedsan

ordninger, der hidfører en fornuftig sammenhæng

mellem pris og arbejdsydelse, skabes. Dette har da

også handelsministeriets licitationskommission set, når

den i sin tid udarbejdede en ordning, der i virkelig

heden - anvendt med skønsomhed og delikatesse fra

begge parters side - er aldeles fortrinlig. Der er mang

ler og huller i ordningen, men i virkeligheden er den

tænkt godt og klart, og kun administrative spidsfindig

heder i fortolkningen og kooperationens kamp mod

de selvstændige mestre plus nogle kommuners mang

lende forståelse har miskrediteret ordningen. Af reelle

stridigheder har der været meget få. Jeg tror at

turde vove den påstand, at der fra mesterside ikke

har været begæret bodserlæggelse hos bygherrerne i så

mange tilfælde, som kan tælles på en hånds fingre, i

den tiårige periode, ordningen har fungeret. At

mestrene i enkelte tilfælde selv har medvirket til at

bringe ordningen i miskredit, skal ikke skjules. Men

det er uomtvisteligt, at tilfældene også her er meget,

meget få, og slet ikke berettiger til at tilsidesætte ord

ningen som sådan.

DEN RETFÆRDIGE PRIS

Når man i dag skal vurdere, hvor stridighederne er,

så må man sige, at der i hovedsagen er fire spørgs

mål, der er afgørende. Vigtigst af disse er diskussionen

af prisbegrebet. Licitationskommissionen af 1945 fast

sætter, at et bud må anses som for lavt, når det ikke

dækker tarifmæssig arbejdsløn, udgift til materialer

og et efter arbejdets art og omfang samt den bydendes

forhold og omstændighederne i øvrigt passende beløb

til omkostninger og fortjeneste. Med hensyn til om

kostninger finder man, at den bydendes forhold bør

være afgørende. Hvis oplysning om den bydendes for

hold ikke haves, lægges fagets almindelige forhold til

grund. (I parentes bemærkes, at et bud også anses som

for lavt, hvis det er i strid med en lovlig og til pris

kontrolrådet anmeldt aftale eller vedtagelse).

Det prisbegreb, der her opereres med, er altså det,

der dækker alle omkostninger. Man kan sige, at pris

begrebet er driftsøkonomisk betonet, og derefter give

sig til at diskutere, hvorvidt den samfundsøkonomiske

pris vil falde sammen med den driftsøkonomiske. Det

betyder, at man må stille sig det spørgsmål: Er det

rigtigt, at mestrene skal have fuld pris for deres ar

bejde? Er det rigtigt, at mestrene skal have fortjeneste

ved arbejdet? Er det rigtigt, at fagets omkostnings- og

fortjenestesforhold lægges til grund?

Det er ikke absolut sikkert, at mestrene altid skal

og bør have fuld fortjeneste efter fagets sædvanlige

regler. Men dette spørgsmål kan kun vurderes, hvis

man i øvrigt ved, hvilke politiske mål vort

samfund

anerkender som rigtige. Et eksempel vil vise det.

Landbrugets priser er givetvis for lave. Man kan ikke

862