470 / 507
M E S T E R O R G A N I S A T I O N E R N E S
H I S T O R I E
Et håndværk skabes.
Selv når man går langt tilbage i menneskehedens
historie, har der været folk, der ernærede sig ved hån
dens arbejde, men først fra omkring det 13. århundre
des midte kan man begynde at tale om et håndværk
og om håndværkerne som selvstændig stand.
På dette tidspunkt - nemlig ved bysamfundets op
ståen - synes betingelserne for et interessefællesskab
mellem disse at være til stede. .
Den danske købstad vokser op enten udviklet af
landsbyen eller skabt omkring et slot, et kloster eller
et markedssted. Her var der muligheder for den mere
selvstændige til at skabe sig en eksistens, her kunne
han få afsætning for sit arbejde hos en befolkning til
strækkelig stor til at danne basis for en fast kunde
kreds.
Før den tid er snedkeren gået fra sted til sted og har
for kost og logi tilbudt sin arbejdskraft; han er løn
arbejder uden nogen selvstændighedstrang, selv om
han som fri mand kan gøre, hvad han vil.
Den egentlig faglærte snedker træffer vi her i
Danmark først henimod det 15. århundrede; tidli
gere havde man haft både tømrere og bødkere, bagere
og skomagere og ikke mindst smede. I den begyn
dende sociale lagdeling står håndværkeren usikkert.
Han overvurderer ikke sig selv og er tilfreds med til
værelsen, når ingen går hans interesser for nær. Han
føler sig knyttet til byen. Dens grænser er også græn
sen for hans verden, som værkstedets vægge er det
for hans arbejdsområde. Han hævder sig kun dårligt
blandt byens mere velsituerede borgerskab, selv om
han har sluttet sig sammen med dette i »gilder«. Men
som håndværkerne vokser i antal og anseelse, opstår
trangen til og nødvendigheden af at danne en faglig
sammenslutning:
lauget.
Laugsvæsenet og dets ide.
Laugene havde deres oprindelse i de endnu ældre
»gilder«, der var sammenslutninger af borgere til be
skyttelse og hjælp i lovløse tider, og »gildesbrødrene«
trådte til, når en broder var kommet i vanskeligheder,
enten økonomisk eller i forholdet til den lovlige øvrig
hed. Efterhånden opnåede disse »gilder« visse privi
legier, og medlemmerne følte sig som en overklasse,
der nødigt optog mindrebemidlede. Medens »gilder
nes« medlemmer alle havde en vis social position, fik
laugene deres tilgang fra håndværkernes kreds. Til
gengæld skulle så alle inden for faget, både mestre og
svende, stå i lauget, selv om der dog ret hurtigt opstod
interessemodsætninger, der førte til dannelsen af sær
lige svendelaug. Laugene var først og fremmest mester
organisationer, der varetog fagets og mestrenes inter
esser over for myndighederne og det øvrige borger
skab. De var også repræsenterede i svendelaugene,
hvorved der opnåedes et slags samarbejde, selvfølge
lig i mestrenes favør.
Efterhånden som laugene voksede i antal og stør
relse, udvidedes deres indflydelse på næringslivet.
Kongemagten og skiftende tiders regeringer betragtede
laugsvæsenet med en efterhånden stigende mistillid,
fordi de mente, at håndværket ad denne vej fik for
stor indflydelse. Gennem århundreder førtes en stadig
kamp, hvor man adskillige gange søgte enten at bryde
laugsmonopolet eller formindske dets indflydelse. Men
det modstod angrebene enten ved åbenlyst eller i det
skjulte at trodse love og forordninger, eller fordi re
geringerne ikke havde magt til at få deres love respek
teret. Først med »Loven om Næringsfrihed« 1857
ophævedes det gamle laugsvæsen.
Laugene dannes.
Laugsdannelsen tager først fart omkring 1400-tallet,
og det synes som om alle nogenlunde talstærke fag
efterhånden blev organiserede, og at man da lagde
vægten mere og mere over på de faglige opgaver uden
derfor at forsømme de humane. Laugenes stærke po
sition skabte, som omtalt, mistillid hos regeringen, og
i 1526 ophævede Frederik I alle laug gennem en for
ordning. Dette fik dog ingen praktisk betydning.
Laugene vedblev at bestå, selv om det nu blev under
kontrol af øvrigheden, der således blev laugenes over
ordnede.
Det første snedkerlaug, der dannedes inden for
867