Snedkerbogen

dene afskaffedes og der indførtes svendeprøver. Disse

forordninger, som så mange andre før i tiden, skabte

et større skel mellem København og provinsen, fordi

- som tidligere fremført - provinsbyerne almindelig

vis var for små, og lovens arm ikke nåede meget læn

gere end til København. Således blev svendestykket

i provinsen først påbudt og overholdt i 1815.

Alt dette påvirkede også forholdet mellem svende

og mestre, som stadig søgte at hævde det patriarkalske

forhold over for svendene, som på deres side søgte

at frigøre sig derfor. Man oplevede således det sær

syn, at svendene begyndte at gifte sig og stifte hjem,

hvad der for resten medførte stridigheder mellem

gifte og ugifte svende. Svendene følte sig mere og mere

som arbejdere og betragtede mestrene som arbejds

givere i den moderne betydning. Endnu i slutningen

af 1700 overværedes enhver svendeforsamling af to

mestre, som på den måde fik en ikke ringe indflydelse

på svendenes officielle handlinger. Ved århundredskif

tet var status da således, at mesterlaugene nu ikke

alene havde regeringen mod sig, men også svendene

og en voksende offentlig opinion.

Modgangstider.

Men angrebene mod laugsvæsenet førtes stadig, dog

nu også fra private kredse. I horisonten skimtedes en

ny tids ånd, en ny tids frihedsidealer var på vej mod

Danmark, forankrede i den franske revolution.

Mod disse var laugsvæsenet og laugsmonopolet på

forhånd dømt til undergang.

En tilsyneladende ubetydelig strejke i København

i året 1797, hvor tømmersvendene nedlagde arbejdet,

og som iøvrigt gav anledning til visse uroligheder,

medførte nedsættelsen af en kommission, der skulle

tage alle håndværkets forhold op til undersøgelse. Nu

skulle det fra regeringens side være alvor med nye

reformer. Såfremt man fra laugenes side ikke ville

møde tidens nye tanker med velvilje og eventuelt en

slags medarbejderskab, måtte reformerne gennem

føres ad lovens vej og håndhæves med strenghed. De

store landboreformer, der kulminerede i stavnsbåndets

ophævelse i 1788, havde allerede vist deres gavnlige

virkninger inden for bondestanden; nu måtte det være

byernes håndværkerstand, der stod for tur.

Den 21. marts 1800 udkom den af ovennævnte

kommission udarbejdede betænkning. Dens hensigt

var bl. a. at lette svendenes kår. De fik lov til at tage

arbejde, hvor de ønskede det, og for at blive mester

var det ikke nødvendigt mere at stå et bestemt antal

år i lære, og man kunne uden videre formaliteter gøre

svende- og mesterstykke. Enhver svend, der havde

arbejdet fire år ved faget, måtte nedsætte sig som

»frimester« og kunne efter to års forløb antage drenge

til oplæring, ligesom han måtte beskæftige arbejds-

mænd til arbejde, der ikke krævede faglig uddannelse.

Med disse bestemmelser åbnede man adgang til en helt

ny klasse håndværkere, og laugsmedlemmerne havde

nu ikke længere eneret på snedkerarbejdet. Det kan

således ses, at omkring 1810 var der hos laugsmestre

beskæftiget ca. 280 svende og hos andre mestre ca.

200

Nyt mødes med gammelt.

De økonomiske forhold ved det 19. århundredes

begyndelse var gode, fordi napoleonskrigene ude i

Europa havde skabt en øjeblikkelig opgangsperiode.

Laugslivet prægedes også heraf, og hvor paradoksalt

det end synes, gav de foran omtalte nye tanker og

idéer om en friere mennesketilværelse også håndvær

kets mænd nyt mod og ny kraft, måske endog en ikke

ringe oppositionstrang, til at gå imod regeringsmagten.

Men efter de gode tider fulgte en nedgangsperiode;

statsbankerotten og freden i Kiel 1814 med tabet af

Norge var de synlige tegn på ændrede tider. Hånd

værkets mænd syntes at bukke under, man manglede

folk, personligheder, der med mod og fremsyn kunne

føre den kommende udvikling ind i de nye baner, hvor

man måske med noget held kunne have gjort sin ind

flydelse gældende.

Også inden for snedkerfaget virkede de økonomiske

vanskeligheder hæmmende på alt initiativ. De tekniske

fremskridt, som var begyndt at vise sig i form af sned

kerimaskiner som finérsaven og planhøvlen, blev mod

taget både med uvilje og skepsis. Den unge industri

gik frem med stormskridt, selv om den ikke i første

omgang havde nogen direkte indflydelse på hånd

snedkeriet. Dertil kom også, at konkurrencen mestrene

imellem blev mere og mere følelig, og marskandiserne,

som nu havde fået tilladelse til også at sælge nye

møbler, udnyttede situationen på det skammeligste.

Som en laugsmester siger i 1834, »der vil om få år

næppe være

af mestrene så formuende, at de kunne

undgå at blive ofre for disse blodigler«.

Enkelte steder i laugene var der nogle, der søgte at

finde vej ud af disse uholdbare tilstande, ligesom

man forsøgte en slags demokratisering af organisa-

tionsapparatet. Men selv om der således var god vilje

til stede, synes det ikke at have båret frugt. Og dog

- der var også i denne periode gærende kræfter, der

blev sat i bevægelse. Det blev det nye slægtleds mænd,

der kom til at gøre dagens gerning, mænd, der havde

færdedes ude i den store verden, og som havde for

søgt at forstå den nye tids tanker.

870