475 / 507
at være sig selv nok, hindrede håndværkerne i at give
sig ind under en organisations snævrende bånd. Man
følte ikke i forholdet til sine fagfæller nogen kollegial
forpligtelse, konkurrencemomentet var det eneste af
gørende.
Laug og fagforening.
Men den økonomiske frihed havde samtidig fagbe
vægelsens vækst til følge. Da Louis Pio i 1871 startede
agitationen for de socialistiske idéer, var snedkersven
dene nogle af de første, der sluttede sig til de nye tan
ker, og allerede i 1872 dannedes bygningssnedkernes
og senere snedkernes og stolemagernes fagforening.
Fagforeningernes stærke vækst og det sammenhold,
som svendene - i begyndelsen vel ikke lige villigt -
gav sig ind under, medførte i København og ikke min
dre ude i provinsen strejker og lock-outer. Overfor
mestrenes svage organisationer havde svendene selv
følgelig oftest let spil og formåede ved lokale frem
stød hos de enkelte mestre at få timelønnen presset i
vejret. Mestrene sluttede nu op om laugene, og gen
nem en vis jævnbyrdighed mellem de to modstående
organisationer opnåedes gennem forhandling enighed
om regulativer og priskuranter.
I 1873 gennemførtes således inden for bygnings
snedkerfaget i København en priskurant, og samtidig
nedsattes et fællesudvalg af mestre og svende til for
tolkning og bilæggelse af opståede uoverensstemmel
ser af denne.
Dermed var i virkeligheden skabt en art voldgifts
ret, tilmed den første i Danmark.
En anden betydningsfuld overenskomst blev afslut
tet i 1883 inden for møbelsnedkerfaget i København.
På forslag af fagforeningen nedsattes et udvalg af
mestre og svende, hvor der opnåedes enighed om et
lønregulativ, der fastsatte minimalløn både for akkord-
og daglønsarbejde, med den motivering, at det kunne
være en spore for den middelmådige arbejder til at
beholde sit arbejde, og at det måtte være et tegn på,
at faget var i forfald, om man ikke var i stand til at
tjene 2,50 kr., som lønnen var for en 10 timers ar
bejdsdag.
Disse og lignende forhandlinger og aftaler, der efter
en sund bedømmelse af begge parter viste sig at være
til gavn for den faglige udvikling, kunne selvfølgelig
ikke undgå at sætte sine spor ud over landet. Mange
værdifulde overenskomster blev i disse år afsluttet og
rolige arbejdsforhold indført. Dette overbeviste me
strene om organisationernes nødvendighed. Man fik
her synlige beviser for, at laugene som faglige sam
menslutninger var den eneste farbare vej, når mestre
nes interesser skulle varetages i forholdet over for
svendene.
Københavns Snedkerlaug.
I Københavns Snedkerlaug var snedkermester An
dreas Jensen i 1890 blevet oldermand, og på hans
initiativ, og som følge af den lære man havde høstet
af en strejke i 1889, reorganiserede man lauget, hvis
formål skulle være at virke til faget og standens tarv
og til sammenhold mellem medlemmerne. Samtidig
dannedes et hjælpefond til brug i tilfælde af strejker.
Der oprettedes den 14. april 1898, medens Kaspar
Rostrup var oldermand, under lauget en møbel- og
bygningssnedkerafdeling, der i 1909 suppleredes med
en ligkistesnedkerafdeling.
Lauget kunne nu fremtræde som en stærk arbejds
giverorganisation, og dets 3 afdelinger har siden stået
som selvstændige organisationer under »Dansk Ar
bejdsgiverforening« .
Siden reorganisationen i 1898 har Københavns
Snedkerlaugs tre faglige afdelinger været at betragte
som suveræne - hver ledet af sin formand. De vare
tager hver for sig de under afdelingen hørende forret
ninger i forholdet til medlemmerne og fører forhand
linger med de modstående arbejderorganisationer om
overenskomstspørgsmål m. m. Selve Snedkerlauget
står derimod som det samlende organ, hvorunder de
for faget mere almene spørgsmål henhører, ligesom
de humane, sociale og kulturelle opgaver, der er af
betydelig størrelse, løses gennem administrationen af
friboliger og legatmidler, samt ved afholdelsen af fag
lige foredrag og ved udsendelsen af medlemsbladet
»Snedkermestrene«, der tillige er organ for »Fælles
foreningen af Danmarks Snedkermestre«.
En af de betydeligste opgaver, som lauget i den
sidste menneskealder har været med til at løse, er de
årlige udstillinger, »Københavns Snedkerlaugs udstil
linger«, hvis betydning for danske møblers renommé
og for møbeleksporten ikke kan overvurderes.
Ved Kaspar Rostrups død i 1911 blev J. C. Groule
hans efterfølger som oldermand til sin død i 1916, og
derefter fulgte Rud. Rasmussen (1916-26), Vilh.
Holm (1926-30), C. Rytt Hansen (1930-40), K.S.V.
Johansen (1940-1951) og fra 1951 A. J. Iversen. For-
mændene for de 3 faglige afdelinger er for tiden: for
bygningssnedkerne Georg Jensen, for møbelsnedker
ne Aage Rasmussen og for ligkistesnedkerne Valde
mar Muller.
Centralforeningen for Østifterne.
Ude i provinsen var lignende organisations
bestræbelser i god gænge. I maj 1888 havde sned
kermesterforeningerne i Roskilde og Slagelse taget
initiativet til dannelsen af en »Centralforening for
872