474 / 507
Johannes Lassenius Kramp.
I 1831 havde en ung københavnsk snedkermester
Johannes Lassenius Kramp i et skrift udkastet tanken
om en håndværkets højskole. Han gav udtryk for, at
en af grundene til standens dårlige kår var manglende
evne til at sætte sig ud over dagens slid. Håndvær
kerne måtte som andre skaffe sig den bedst muligt
uddannelse, ikke mindst i kulturel henseende. Et par
år senere udgav Københavns Snedkerlaug en pjece
uden forfatterangivelse, hvori der påpegedes, at fagets
sørgelige tilstand var en følge af, at laugsrettighederne
ikke blev overholdt. Man så straks, at den var skrevet
af en belæst mand, der tillige kunne føre en pen. Dens
form tydede på en akademisk uddannelse hos forfat
teren, som viste sig at være Lassenius Kramp, der
hermed trådte frem for en større offentlighed og på
begyndte et arbejde for snedkerfaget og håndværket,
som skulle få blivende værd. Pjecens indhold var
stærkt konservativt præget, fordi den som eneste mid
del til imødegåelse af vanskelighederne anviste en til
bagevenden til det gamle laugsvæsen.
Lassenius Kramp var søn af en snedkermester og
selv uddannet i faget, men hans trang stod til åndelig
virksomhed. Han var mod en revolutionær udvikling,
fordi hans forstand og erfaring sagde ham, at den ro
lige udviklings vej var den, hvorad man nåede de
varigste resultater. Sin kulturelle opfattelse søgte han
at realisere gennem stiftelsen af »Tegneforeningen«,
som fik meget stor betydning for den faglige udvik
ling inden for faget langt uden for hovedstadens græn
ser. Men hans største fortjeneste består utvivlsomt i
stiftelsen af »Håndværkerforeningen« i København i
1840 og af »Det tekniske Selskabs Skole« i 1843. I
1838 var »Industriforeningen« dannet; dens opgave
bestod først og fremmest i arbejdet for større nærings
frihed, og som modvægt herimod blev Håndværker
foreningen til, efterhånden med aflæggere i næsten
alle provinsbyer. Herfra organiseredes modstanden
mod næringsfrihedens indførelse og for laugsmono-
polets bevarelse, og da denne i sig selv håbløse kamp
ophørte, påtog disse foreninger sig opgaver af filan
tropisk og social karakter til gavn for håndværkets
folk. Gennem dannelsen af den tekniske skole viste
fagene over hele landet deres vilje og evne til at gøre
et arbejde for uddannelsen af den yngre generation,
og de viste, at dette kunne gøres ved privat initiativ.
For og mod næringsfrihedens indførelse.
Tidens liberale indstilling, den nye industri og de
mange, der stod uden for laugenes rammer, var med
virkende til, at der måtte ske noget. Tiden omkring
1830-40 synes at være moden til en reform af laugs-
væsenet, som det måske var tvivlsomt, om man ville
have helt afskaffet. Man ønskede endnu en gang kun
det ene, at indskrænke laugenes magt.
Havde håndværket styrke nok til at tage kampen,
og hvad havde det at samle sig om?
Mesterstykkets bevarelse var næsten det eneste.
Unægteligt et såre spinkelt grundlag. Men det lykkedes
at rejse en bevægelse over hele landet gennem hånd
værkerforeningerne. Krigsbegivenhederne i 1848-50
medførte dyrtid, og laugene måtte - noget uretfærdigt
synes det - bære en del af skylden herfor, og dette
skulle ikke styrke deres position yderligere.
Kampen for næringsfriheden var rejst, men for
håndværket var der kun lidet at udrette og intet at
opnå.
I december måned 1855 lod indenrigsminister Kri
ger udarbejde et udkast til en ny næringslov, og alle
rede i marts 1857 var det færdig til offentliggørelse.
Det vakte naturligt et stærkt røre ud over hele landet.
Om efteråret blev lovudkastet forelagt rigsdagen, hvor
det vedtoges efter en voldsom debat, og den 29. de
cember 1857 blev »Loven om Næringsfrihed« stad
fæstet gennem Kongens underskrift.
Der blev tilstået laugene en kortere årrække til at
afvikle deres forhold, og med udgangen af 1861 skulle
laugstvangen ophøre. Mesterstykket afskaffedes som
betingelse for optagelse i lauget, bedømmelsen af
svendeprøverne fratoges lauget, og enhver snedker
kunne nu erhverve borgerskab.
Mange snedkerlaug ophævedes helt, særlig ude i de
mindre provinsbyer, men mange indordnede sig under
de nye tingenes tilstand, rede til at påtage sig løsnin
gen af de opgaver, som en ny tid mødte frem med.
Det var i virkeligheden en ublodig revolution, der
var gennemført.
Liberalisme og socialisme.
Den følgende tid stod nu i en uhæmmet liberalismes
tegn, men da sejrens rus lettede, opdagede man, at
ikke alle havde opnået den frihed, som man havde
drømt om.
Det første spørgsmål, der uvilkårlig meldte sig, var,
om laugene som mesterorganisationer og faglige or
ganisationer ville kunne få opgaver, der kunne sikre
deres fortsatte beståen.
60’erne og 70’erne var i økonomisk henseende op
gangstider. De politiske forhold styrkede borgerska
bets stilling, og håndværket konsoliderede sin, ikke
gennem organisationerne, men ved enkeltpersoners
dygtighed og fremsyn. Men frihedstrangen, følelsen af
5 5
«
871