471 / 507
rigets grænser, var Københavns. Det bliver da også
dettes historie, der vil danne grundlaget for nærvæ
rende forsøg på i korte træk at skildre laugsvæsenets,
d. v. s. mesterorganisationernes udvikling og betyd
ning. Ganske vist har man fra 1497 opbevaret en
»skrå« (vedtægt) for snedkerne i Flensborg, men disse
stod i laug sammen med guldsmede, giarmestre og
malere.
De 9 københavnske snedkere, der dannede lauget,
har sikkert i forening gjort et stort forarbejde, inden
de fik øvrighedens tilladelse til laugsdannelsen. Den
første oldermand blev Jacob Sørensen Heyder.
Den 20. juli 1554 gives med »Kongelig Majestæts
Samtykke« den »skrå«, der danner grundlaget for
laugets arbejde. I spidsen for lauget skulle stå en ol
dermand, udpeget af byens råd blandt to af laugs-
brødrene udvalgte mænd. Hans funktionsperiode var
3 år, og han blev bistået i sine forretninger af en »stol-
broder«, der i almindelighed fulgte ham i embedet,
og af det sidst optagne medlem, der fungerede som
laugsbud, når oldermanden bestemte det. »Skråen«
indeholdt utallige bestemmelser om, hvem der kunne
blive optaget i lauget og på hvilke betingelser. Meste
ren og hans hustru skulle således være »ærlige«, d. v. s.
ægtefødte; en betingelse var det også at have udført
et mesterstykke, hvoraf der til lauget betaltes en af
gift. Kun den, der havde udført mesterstykke, havde
ret til at have svende og til at uddanne læredrenge.
Dog måtte man kun have tre svende på sit værksted,
og havde man mere arbejde, end man kunne over
komme, skulle dette overdrages til en anden mester.
Man skelnede mellem det arbejde, som en snedker
måtte udføre, og hvad der var tømrerarbejde, ja, end
og en prisordning fandtes, der fastsatte mesterens for
tjeneste. Det er dog højst sandsynligt, at denne ikke
blev overholdt, fordi fortjenesten var sat så lavt, at
det ville være umuligt for en mester at underholde
sig og sin familie. At tiderne ikke altid har været lige
gode fremgår af en indberetning fra Flensborg i 1734
om, at snedkerne var så fattige, at de ikke engang
kunne holde en svend, og fra Randers hedder det i
1735, at lauget kun bestod af 7 mestre, »der alle er
fattige og forarmede folk«.
»Skråen« greb således ind i mange forhold. Det var
også en naturlig ret, at en mesters enke fik lov til at
drive sin mands værksted videre, og giftede hun sig
igen, kom manden ind i lauget for kun det halve af,
hvad det ellers kostede. Det samme gjaldt en mesters
søn, og ægtede han en mesters datter, slap han endnu
billigere. Lauget sørgede for sine gamle og svage med
lemmer og hjalp og fulgte dem indtil døden. Midlerne
hertil fik man bl. a. gennem et stærkt udviklet bøde
system, idet medlemmerne måtte »spytte« kraftigt i
fattigbøssen, når de ikke overholdt »skråens« strenge
bestemmelser.
Mester og svend.
Forholdet mellem mestre og svende var dengang et
ganske andet end i nutiden. Det patriarkalske forhold
var det fremherskende, og mesterstykket var det, der
udgjorde skellet mellem de to parter, ligesom også
aldersforskellen; mesteren var den ældste og i reglen
en gift mand, svenden var ugift af den simple grund,
at han ikke havde råd til at stifte familie. Han havde
på sin vis en friere stilling i samfundet, og da der kun
var få svende, var de meget efterspurgte af mestrene,
således at der i »skråen« endog var indsat bestemmel
ser om bødestraf for den mester, der forsøgte at fæste
en anden mesters svend. Læretiden for en dreng var
i almindelighed 3 år, men bestemtes iøvrigt efter de
vekslende tiders skik og brug. Begrebet svendestykke
eksisterede ikke på den tid, men når mesteren mente,
at tiden var inde, blev læredrengen svend efter at have
måttet gennemgå »behøvlingens« strenge ceremoni og
ritual. Uddannelsen havde ikke nogen egentlig afslut
ning; den blev først endelig med aflæggelsen af mester
prøven.
Med udgangen af det 16. århundrede synes det som
om der er blevet stiftet laug i de fleste større byer,
således i Århus 1559, i Helsingør 1581, i Ålborg
1595, i Odense 1596 og i Kolding 1598. Endog så
sent som i 1819 dannedes et snedkerlaug i Fåborg
og i 1822 i Vejle og Hjørring.
Medlemstallet var i de fleste laug kun ringe, fordi
de danske provinsbyer på den tid kun var af megen
beskeden størrelse, og det var derfor ikke ualminde
ligt, at snedkere fra byer uden laug meldte sig til den
nærmeste by for der at blive optaget i lauget og så
ledes kunne nyde godt af de rettigheder, der fulgte
med et medlemsskab. I Ålborg og Århus, i Odense
og Helsingør fandtes levedygtige laug, hvor der kunne
skabes en laugstradition, og hvor der var et publikum
til stede, der kunne danne basis for et snedkerhånd
værks eksistens.
Øvrighed contra laugsvæsen.
Kongemagten og de skiftende regeringer var stadig
på vagt overfor laugene og det arbejdsmonopol, som
disse søgte at skabe, og utallige forsøg blev gjort for
at få laugsvæsenet ophævet, eller i det mindste gjort
betydningsløst. I 1600 befalede Christian IV, at alle
»skråer« skulle underkastes et nærmere eftersyn, og
i 1613 blev alle laug ved et kongeligt brev ophævet.
Man var af den opfattelse, at håndværkets produktion
var for ringe og for dyr. Enhver skulle nu kunne ned
sætte sig som selvstændig, når han havde svoret sin
868