opføre en almindelig bondegård og med de gældende
priser for produktionen få denne nyopførte gård til
at løbe rundt. Det vil altså sige, at den økonomiske
vurdering her, fordi priserne bestemmes i vid udstræk
ning ude fra, ikke er den driftsøkonomiske. Modsat
vil den omstændighed, at mestrene i et lokalt område
vil kunne holde fagets fulde fortjeneste, hænge sam
men med den omstændighed, at de som hovedregel er
hjemmemarkedsproducenter.
Hvis man tænker sig, at den driftsøkonomisk rigtige
pris og den samfundsøkonomisk rigtige pris for et
byggeri skilles ved et kraftigt mellemrum, altså så
ledes at den driftsøkonomiske beregning, og det vil
atter sige fagets almindelige forhold, ligger meget højt,
ja, så har mestrene eventuelt skabt sig en monopolstil
ling, eller noget der ligner en sådan, og uden at
komme nærmere ind på mere spidsfindig filosofi, skal
det understreges, at i så fald kan det meget godt være,
at man burde gribe kraftigt ind. Indkomststatistikkerne
synes imidlertid ikke at tyde på, at mestrene tjener
stort mere end almindelig svendeløn. For et år tilbage
viste en beregning, at mestrene i byggefagene i gen
nemsnit og efter korrektion for formueindkomst kun
tjente 20 ,- kr. mere om måneden end murersvendenes
gennemsnitsindkomst. Men naturligvis forstår man
meget godt, at fastholdelsen af licitationskommissio
nens driftsøkonomiske omkostnings- og prisbegreb er
til gene for for eksempel de kooperative virksomheder.
Kooperative virksomheder, der som hovedregel har
alle omkostninger fastlagt, kan ikke konkurrere med
mestrene, hvis fortjeneste og generalomkostninger
kan bringes til at svinge. Hvis man derfor fastholder,
at fagets forhold skal lægges til grund ved beregning
af omkostninger, vil det ses, at de poster, der står
først i farezonen, er den kooperative virksomheds
forretningsførers løn såvel som udbyttet, som det
kooperative aktieselskab skal give. Deraf følger umid
delbart, at hvis de kooperative virksomheder ikke kan
få ændret licitationskommissionens omkostnings- og
prisbegreb, så kan fagforbundene, som, så vidt det kan
ses, i større eller mindre udstrækning stadig finansierer
de kooperative virksomheder, blive ved med at fylde
penge i disse og vil dog aldrig kunne dække omkost
ningerne.
Forlader man imidlertid det omtalte omkostnings
begreb og fastslår, at tilbudsgiveren efter en officiel
ordning godt må sætte egen fortjeneste over styr, ja,
så betyder dette, at de kooperative virksomheder i
hvert fald kan vinde indpas ved nogle få gange at
ligge meget lavt med priserne. Og sagen kan så måske
rettes op ved reparationsarbejder eller ved senere
ordrer. Således gør jo også mestrene fra gammel tid.
Den nøgne sandhed er altså den, at kooperationen
ikke i det lange løb kan konkurrere med mestrene.
For at den skal kunne konkurrere, må den en kort
overgang - antagelig på nogle år - frit kunne indlade
sig i licitationskonkurrencen uden at kunne hæmmes
af sædvanemæssige, driftsøkonomiske omkostningsbe
greber.
For at trække parallellen tilbage til landbruget vil
det ses, at hvis det var således, at den enkelte land
mand ikke i en årrække kunne nøjes med betydelig
lavere indkomst i det hele taget, end i de gode år,
men var fastlønnet kooperativ forretningsfører på sin
egen gård, kunne pristilpasningen ikke finde sted.
Når mestrene er interesserede i opretholdelsen af
det driftsøkonomiske omkostningsbegreb, er det ud
fra en rent erhvervspolitisk betragtning, nemlig den
at de selvfølgelig tror på egen eksistensberettigelse og
er villige til i en given situation at sætte noget ind
herpå: Det vil sige arbejde til en lavere pris. Når den
enkelte mester er villig hertil, skal det nok vise sig, at
også faget er villigt hertil, og det vil sige, at han og
hans kolleger i en given periode vil være villige til at
gennemføre en tilpasning. Med andre ord: Man kom
mer til at nærme det driftsøkonomiske begreb til det
samfundsøkonomiske. Fagets forhold, der skal lægges
til grund, bliver altså nok en stabilisator, men dog en
stabilisator, der i nogen måde svinger med forholdene
indenfor byggeriet lokalt eller for hele landet. Den
retfærdige pris er altså den, der vel dækker omkost
ningerne, men som samtidig har så megen elasticitet,
at den svinger med konjunkturerne for det pågældende
erhvervsområde. Den er derimod ikke en pris, der
uden videre forkaster al fortjeneste, når afgørelsen
skal træffes.
MESTERORGANISATIONERNE OG
UDENFORSTÅENDE
Et andet afgørende stridspunkt i forbindelse med
licitationsordningerne har været forholdet mellem
mesterorganisationerne og virksomheder, der står
udenfor disse organisationer. Der har på intet tids
punkt været tvivl hos Håndværksrådets mestre om,
at det måtte være den organisation, indenfor hvis om
råde, en licitation fandt sted, der under hensyn til
ordningernes hovedretningslinier måtte afgørende be
stemme, hvad der skulle være regler for licitationer i
det givne tilfælde. Modsat har prismyndighederne og
nu monopoltilsynet fastholdt, at den licitationserklæ
ring, som bygherren indgik på at underskrive mod
mestrenes forpligtelse i forskellige henseender, kun
kunne siges at dække organisationernes medlemmer.
Med hensyn til dette punkt skal her ikke optages
referater af tilfælde til diskussion, men kun peges på
et par enkelte kendsgerninger. Den første er, at mestre
nes opfattelse er i overensstemmelse med kommis
863