Snedkerbogen

opføre en almindelig bondegård og med de gældende

priser for produktionen få denne nyopførte gård til

at løbe rundt. Det vil altså sige, at den økonomiske

vurdering her, fordi priserne bestemmes i vid udstræk

ning ude fra, ikke er den driftsøkonomiske. Modsat

vil den omstændighed, at mestrene i et lokalt område

vil kunne holde fagets fulde fortjeneste, hænge sam

men med den omstændighed, at de som hovedregel er

hjemmemarkedsproducenter.

Hvis man tænker sig, at den driftsøkonomisk rigtige

pris og den samfundsøkonomisk rigtige pris for et

byggeri skilles ved et kraftigt mellemrum, altså så

ledes at den driftsøkonomiske beregning, og det vil

atter sige fagets almindelige forhold, ligger meget højt,

ja, så har mestrene eventuelt skabt sig en monopolstil

ling, eller noget der ligner en sådan, og uden at

komme nærmere ind på mere spidsfindig filosofi, skal

det understreges, at i så fald kan det meget godt være,

at man burde gribe kraftigt ind. Indkomststatistikkerne

synes imidlertid ikke at tyde på, at mestrene tjener

stort mere end almindelig svendeløn. For et år tilbage

viste en beregning, at mestrene i byggefagene i gen

nemsnit og efter korrektion for formueindkomst kun

tjente 20 ,- kr. mere om måneden end murersvendenes

gennemsnitsindkomst. Men naturligvis forstår man

meget godt, at fastholdelsen af licitationskommissio

nens driftsøkonomiske omkostnings- og prisbegreb er

til gene for for eksempel de kooperative virksomheder.

Kooperative virksomheder, der som hovedregel har

alle omkostninger fastlagt, kan ikke konkurrere med

mestrene, hvis fortjeneste og generalomkostninger

kan bringes til at svinge. Hvis man derfor fastholder,

at fagets forhold skal lægges til grund ved beregning

af omkostninger, vil det ses, at de poster, der står

først i farezonen, er den kooperative virksomheds

forretningsførers løn såvel som udbyttet, som det

kooperative aktieselskab skal give. Deraf følger umid

delbart, at hvis de kooperative virksomheder ikke kan

få ændret licitationskommissionens omkostnings- og

prisbegreb, så kan fagforbundene, som, så vidt det kan

ses, i større eller mindre udstrækning stadig finansierer

de kooperative virksomheder, blive ved med at fylde

penge i disse og vil dog aldrig kunne dække omkost

ningerne.

Forlader man imidlertid det omtalte omkostnings

begreb og fastslår, at tilbudsgiveren efter en officiel

ordning godt må sætte egen fortjeneste over styr, ja,

så betyder dette, at de kooperative virksomheder i

hvert fald kan vinde indpas ved nogle få gange at

ligge meget lavt med priserne. Og sagen kan så måske

rettes op ved reparationsarbejder eller ved senere

ordrer. Således gør jo også mestrene fra gammel tid.

Den nøgne sandhed er altså den, at kooperationen

ikke i det lange løb kan konkurrere med mestrene.

For at den skal kunne konkurrere, må den en kort

overgang - antagelig på nogle år - frit kunne indlade

sig i licitationskonkurrencen uden at kunne hæmmes

af sædvanemæssige, driftsøkonomiske omkostningsbe

greber.

For at trække parallellen tilbage til landbruget vil

det ses, at hvis det var således, at den enkelte land

mand ikke i en årrække kunne nøjes med betydelig

lavere indkomst i det hele taget, end i de gode år,

men var fastlønnet kooperativ forretningsfører på sin

egen gård, kunne pristilpasningen ikke finde sted.

Når mestrene er interesserede i opretholdelsen af

det driftsøkonomiske omkostningsbegreb, er det ud

fra en rent erhvervspolitisk betragtning, nemlig den

at de selvfølgelig tror på egen eksistensberettigelse og

er villige til i en given situation at sætte noget ind

herpå: Det vil sige arbejde til en lavere pris. Når den

enkelte mester er villig hertil, skal det nok vise sig, at

også faget er villigt hertil, og det vil sige, at han og

hans kolleger i en given periode vil være villige til at

gennemføre en tilpasning. Med andre ord: Man kom

mer til at nærme det driftsøkonomiske begreb til det

samfundsøkonomiske. Fagets forhold, der skal lægges

til grund, bliver altså nok en stabilisator, men dog en

stabilisator, der i nogen måde svinger med forholdene

indenfor byggeriet lokalt eller for hele landet. Den

retfærdige pris er altså den, der vel dækker omkost

ningerne, men som samtidig har så megen elasticitet,

at den svinger med konjunkturerne for det pågældende

erhvervsområde. Den er derimod ikke en pris, der

uden videre forkaster al fortjeneste, når afgørelsen

skal træffes.

MESTERORGANISATIONERNE OG

UDENFORSTÅENDE

Et andet afgørende stridspunkt i forbindelse med

licitationsordningerne har været forholdet mellem

mesterorganisationerne og virksomheder, der står

udenfor disse organisationer. Der har på intet tids

punkt været tvivl hos Håndværksrådets mestre om,

at det måtte være den organisation, indenfor hvis om

råde, en licitation fandt sted, der under hensyn til

ordningernes hovedretningslinier måtte afgørende be

stemme, hvad der skulle være regler for licitationer i

det givne tilfælde. Modsat har prismyndighederne og

nu monopoltilsynet fastholdt, at den licitationserklæ

ring, som bygherren indgik på at underskrive mod

mestrenes forpligtelse i forskellige henseender, kun

kunne siges at dække organisationernes medlemmer.

Med hensyn til dette punkt skal her ikke optages

referater af tilfælde til diskussion, men kun peges på

et par enkelte kendsgerninger. Den første er, at mestre

nes opfattelse er i overensstemmelse med kommis

863