472 / 507
borgered og svaret sin skat. Også mesterstykket skulle
afskaffes. Det var et forsøg på at indføre næringsfrihed
og konkurrence, der her blev gjort.
Mange laug fortsatte dog uanfægtet deres tilværelse,
og da det viste sig, at forordningerne ikke havde den
tilsigtede virkning, idet produktionen ikke øgedes,
ligesom svendenes kår heller ikke blev bedre, måske
fordi man nu ikke havde laugene til at holde en vis
orden, måtte regeringen foretage et tilbagetog. Ved en
forordning i 1621 fik mestrene ret til at affatte nogle
»vilkår«, der skulle overholdes af mestre og svende,
men håndværkets frihed skulle stadig hævdes, og ingen
måtte forlange mesterstykke eller afgift for at blive
optaget i et laug, ligesom enhver kunne få ret til at
drive virksomhed ved anmeldelse til den stedlige øv
righed. Som man næsten kunne forudse, indeholdt
mestrenes forslag næsten alt det, som regeringen øn
skede afskaffet. Man ville gøre endnu et forsøg på at
skrue udviklingen tilbage, man håbede at kunne fast
holde laugsvæsenet i sin oprindelige form.
Men øvrigheden kunne selvfølgelig ikke godtage
disse forslag. Man krævede klart og tydeligt mester
stykket afskaffet, og ingen snedker måtte forhindres i
at komme i lauget; endvidere skulle magistraten være
medbestemmende ved valget af oldermand. Der fast
sattes også regler for svende og læredrenge. For frem
tiden måtte der være indtil fire svende på et værksted,
og disse måtte ikke holde andre fridage end om man
dagen og ej heller bære kårde i byen, dog skulle de
være i mesters hus inden kl. 9 om aftenen. Endvidere
måtte de nu have deres egen lade til opbevaring af
penge, der skulle bruges til syge og svage svende, men
den skulle have to låse, hvoraf oldermanden og den
ældste svend havde hver sin. Læretiden for drenge
blev 3 år, dog 4 såfremt mesteren skulle give kost og
logi, og det hed, at læremesteren var forpligtet til at
give læredrengen en ordentlig undervisning.
Zünften.
Fra denne periode hører man ofte udtrykket »Zünf
ten« anvendt, et udtryk der har givet anledning til
mange fortolkninger, og som man har omgivet med
en ikke ringe mystik. En del er der vel om det.
»Zünften« kan nærmest karakteriseres som en række
uskrevne og skrevne skikke, som fremmede svende
kommende sydfra førte med sig her ind i landet, skik
ke, hvormed svendene kunne hævde sig, dels indbyr
des, dels i forholdet til mestrene for at skaffe sig bedre
kår. Efterhånden trængte de »zünftige« bestemmelser
også ind i mestrenes rækker og skabte sammenhold
og styrke. Ikke mindst kom dette faget til gode i den
evindelige kamp med øvrigheden og i kampen mod
frimestre, fuskere og bønhaser, der ved underbud og
dårligt arbejde ødelagde fagets renommé.
Laugene trodser regeringen.
Christian IV’s krige havde medført meget store
økonomiske vanskeligheder for landet, og staten for
søgte at øge sin magt, der kulminerede med enevæl
dens indførelse i 1660. Allerede i 1653 var der givet
nye artikler om forholdet mellem mestre og svende,
og senere udfærdigedes en »svendeskrå« uden øvrig
hedens medvirken, som i virkeligheden måske var den
første frivillige overenskomst mellem mestre og svende.
I 1669 kræver Frederik III, »at laugene skal omfor
mes i overensstemmelse med vores absolutte og souve-
ræne arveregering«. Alle laugsskråer skulle ophæves
og nye indføres, der var i pagt med tiden. Men de
nye, der kom, betød i realiteten ikke noget afgørende
brud med fortiden, og deres praktiske gennemførelse
stødte også denne gang mod mestrenes energiske mod
stand. Anderledes radikalt vüle de forordninger kom
me til at virke, som Christian V krævede gennemført
i 1681. Enhver, der havde lært et håndværk, skulle
kunne nedsætte sig som mester. Mesterstykket skulle
opvises på rådhuset, antallet af svende var ubegræn
set, og man ville indføre lærekontrakter med lære
drengene, hvis uddannelse skulle sikres på en bedre
måde end hidtil. Oldermanden skulle udpeges af øv
righeden, og til hans hjælp valgtes fire »kvartals
mestre«, og som en naturlig følge af tidens religiøse
bevægelser skulle den »ugudelige« behøvling afskaffes.
Politimyndighederne skulle sørge for, at loven blev
respekteret. I modsætning til tidligere skulle alle disse
bestemmelser gælde for hele landet, men der er næppe
sandsynlighed for, at de har fået nogen virkning uden
for København, bl. a. fordi de slet ikke var egnede
til de mindre forhold ude i provinsen. De københavn
ske mestre - og på linie med dem svendene —gik til
modstand mod forordningen. Et led i denne modstand
var den såkaldte Stenbuch-affære, hvor oldermand
Johan Stenbuch måtte vandre i fængsel i 11 år, fordi
han stædigt havde holdt på og arbejdet for laugsvæ
senets hævdvundne rettigheder. Resultatet blev, at de
gamle laugsregler efterhånden dukkede op igen, ja
selv behøvlingen genindførtes.
Regeringen havde atter lidt et nederlag, og laugs
væsenet og laugstraditionen nåede omkring 1700 sin
måske højeste blomstring.
Den første halvdel af det 18. århundrede var for
snedkerhåndværket her i landet en opgangsperiode,
fagligt og som en naturlig følge heraf også økonomisk.
Den opslidende kamp mellem regering og laug syntes
for en tid at være indstillet, selv om der nu og da
blev udstedt forordninger, der som tidligere havde til
hensigt at indskrænke laugsvæsenet. Således i 1756
og i 1762, hvor man påbød, at omkostningerne ved
mesterstykkerne formindskedes, mesteråret for sven
55
869