83 / 193
M . W. Bruns dramatisering a f »Gjøngehøvdingen«
givenheder i danmarkshistorien på godt og ondt. Desuden herskede en
modsætning mellem de offervillige danske bønder og borgere på den
ene side og adelen på den anden side, der ikke i tilstrækkeligt omfang
ydede deres bidrag i kampen mod fjenderne. I førsteudgaven sluttede
Etlar romanen med at udtrykke håb om, at værket havde »tilfredsstillet
sine læsere, og givet et billede af hin tids sæder og lidenskaber, og af
mænd, der om de end vare de sidste ifølge deres stilling, dog fortjente at
være iblandt de første ifølge deres fortjenester«.
Romanen blev en stor succes, og såvel børn somvoksne hørte til dens
store læserskare, trods romanens vanskelige gammeldags sprog og
mange indviklede intriger, der kommer på fuld højde med Dumas d.æ.,
Balzac, Viktor Hugo, Eugene Sue og Walter Scott. Særligt skildringen af
tidsbilledet og de karakteristiske dialoger i handlingen og forfatterens
beherskelse af »det romantiske stof«, vakte begejstring hos anmelderne,
mens ikke alle syntes om Etlars skildring af adelens svagheder og
borgernes styrke i kampen mod fjenden.
Medvirkende til »Gjøngehøvdingen«s store udbredelse var især, at
den blev aktuel efter nederlaget i 1864, hvor den nationalromantiske
strømning blev vakt på ny, og romanen kunne i denne sammenhæng
bruges til at minde om fordums tider.Tillige blev romanen dramatiseret,
og som teaterstykke blev det hurtigt en af de mest udbredte folkekome
dier, selvom Etlar på ingen måde havde forestillet sig, at hans mester
værk skulle omarbejdes, omend romanens fornemme dialoger kunne
indbyde dertil.4På baggrund af »Gjøngehøvdingen«s store succes fore
tog den norskfødte forfatter, skuespiller og teaterdirektør Michael Wal-
lemBrun5en dramatisering af romanen, der fikpremiere den 22.februar
1865 på Folketeatret. Studiet af dramatiseringen, teksten, regiebemærk-
ninger og replikkerne viser på hvilke punkter, Bruns skuespil afveg fra
Etlars roman.
Således kan det påvises ud fra teksten alene, at Brun foretog en række
forenklinger. I persongalleriet ændredes enkelte navne, og handlingen
blev udformet som en folkekomedie på godt og ondt. Der var således ta
le om et »folkeskuespil med sange og kor i 5 akter (3die akt i 2 afde
linger)«. Romanen foregik i 1657-58, dramatiseringen i 1658-59, efter
bruddet på Roskildefreden. Med romanen som forbillede lod Brun før
ste akt foregå på Jungshoved, »en herregård i Sjælland og 2den og 3die
akt i nærheden af samme, 4de og 5te akt på Rosenborg Slot og hos fru
Ingeborg. Mellem 1ste og 2den akt er et tidsrum af 4 måneder«.
81