89 / 193
M . W. Bruns dramatisering a f »Gjøngehøvdingen«
Selvom den fotografiske teknik var udviklet, var det endnu ikke al
mindeligt at optage billeder fra teatrenes forestillinger. Fra senere gen
opførelser kendes nogle få atelieroptagelser af enkelte medvirkende,
men intet billedmateriale kan belyse dekorationer, kostumer o.l. Af Fol
keteatrets plakater for 1865 fremgår det, at dekorationerne var udført af
teatermaler Nølcke, om hvem der ikke er fundet materiale nogetsteds,
selvom hans virke for teatret i sæsonen var omfattende.8Derimod kan
nogle af hovedstadens aviser fra 1865 give et billede af opsætningen,
fortælle om dekorationer og kostumer, skuespillernes udførelse af deres
roller og samtidens vurdering af dramatiseringen.
Forud for premieren omtaltes i C. V. Rimestads blad Dags-Telegrafen,
den 1. februar 1865, at der efter forlydender til opførelsen ville blive
»...malet to nye dekorationer og i det hele vil der blive anvendt meget på
dets udstyrelse«. Samme blad fulgte iøvrigt med begejstring forestil
lingens forløb i de følgende måneder, mens andre blade viste knap så
megen interesse for Folketeatrets »kassestykke«. Efter stykkets premiere
omtalte avisen i en anmeldelse den 24. februar 1865, at »Folketeatrets
eksotiske planter i det franske lystspil i almindelighed og pariserfarcen i
særdeleshed, havde i onsdags aftes måttet vige pladsen for en vækst af
vor egen jordbund«, og som tillige indfriede publikums forventninger.
Anmelderen skrev endvidere: »Den interesse og de forventninger hvor
med denne nyhed allerede i nogen tid er bleven imødeset og som have
fyldt huset, kunne ikke siges at være skuffede, ialfald ikke i nogen over
vejende grad; thi selv om bearbejderen ikke har vidst at overvinde alle
de vanskeligheder, der ere forbundne med en stor historisk romans for
vandling til brug for scenen - vanskeligheder, hvis tilværelse kun de fær
reste ane - og somgøre det næsten til et større arbejde end selve den ori
ginale produceren - og selv om »Gjøngehøvdingen« i sin nye form for
størstedelen er en række mere eller mindre vel forbundne episodiske
scener af heltens liv, og således kun viser sig som det blegere overtryk
ved siden af Carit Etlars ildfulde og fyrige fortælling, så har hr. Bruns
bearbejdelse dels det negative fortrin ikke - som så ofte hos Scribe og
Dumas - at gøre historien til en ramme for selvopfundne intriger, dels
det positive at have vedligeholdt de spændende afvekslinger, respekte
ret den historiske kolorit og bevaret den dristighed og frimodighed hos
hovedpersonerne, der gør dem så tiltalende for os midt i nutidens forfi
nede kulturliv«.
Anmeldelsen er et vigtigt vidnesbyrd om, hvorledes samtiden betrag-
87