95 / 193
mens anmeldelsen ikke kom nærmere ind på de øvrige skuespilleres
præstationer,men skrevmere generelt herom: »Idet hele gik stykket,bå
de hvad sammenspil og de enkelte partiers udførelse angår, ret tilfreds
stillende over scenen, når man tager hensyn til de kræfter, Folketeatret
har at råde over, og til den vanskelighed, det må have for et personale,
der så godt somaltid optræder i lystspil og farce, pludselig at skulle spille
adelige fruer og frøkener, gæve riddere og svende«.
Ianmeldelsens sidste linjer rettedes en kritik af såvel stykkets længde,
med en spilletid på tre timer, som de manglende kunstneriske kvaliteter.
På ingen måde kunne stykket leve op til Etlars roman, og Dagbladets an
melder skrev: »ved en hensigtsmæssig forkortning navnlig af tredie akt
ville stykket uden tvivl vinde betydelig og endnu lettere, end under den
første forestilling, ved udvortes effekt og skiftende handling bringe til
skuerne til at glemme de højere kunstfordringer, det ikke tilfredsstiller«.
Trods de kritiske anmeldelser i bladene strømmede publikum til Fol
keteatret, der adskillige aftener i træk spillede »Gjøngehøvdingen« for
udsolgte huse. I Dags-Telegrafen, som trofast skrev om forestillingen,
omtaltes Bruns dramatisering som »det store kassestykke«, og i forbin
delse med den 25. forestilling den 7.april 1865, derblev givet »til indtægt
for hr. Stigaard« omtaltes hvorledes Brun havde skrevet en prolog, som
skulle fremsiges af »beneficianten«.
»Da »Gjøngehøvdingen« stadig har trukket endog meget godt besøg
og såmange gange udsolgt hus, somnæppe noget andet stykke i denne
sæson, samt da forestillingen er til indtægt for fremstilleren af hovedrol
len, der altid har hørt til Folketeatrets mest yndede skuespillere, tør den
ne vistnok gøre sig håb om, at stykket vil skaffe Folketeatrets »lygte«ud
igen imorgen aften«. I anmeldelsen den 9. april 1865 fremhævede sam
me avis, at succes'en skyldtes »den fædrelandske tone somgår igennem
stykket«. Folketeatret forstod således at udnytte stemningen efter ne
derlaget i 1864, og gik endog så vidt ved forestillingens genoptagelse i
september 1865, at lade den afskedigede »kaptajn og kompagnichefved
10. regiment«Husum debutere i sit nye fag i rollen somSvend i »Gjønge
høvdingen« den 23. september 1865.11
Selvom kaptajn Husums debut i hovedstaden vakte opmærksomhed,
især blandt officerer i byen, der trofast mødte frem iklædt deres unifor
mer,var hans optræden ikke heldig. Ganske vist havde Husum deltaget i
begge de dansk-tyske krige, men dette kunne ikke opveje den debute
rende skuespillers manglende evner indenfor »helte- eller elskerroller«.
M. W. Bruns dramatisering a f »Gjøngehøvdingen«
93