94 / 193
mede romaner«. Selvomanmelderens domvar hård over Bruns dramati
sering og alene fremhævede Stigaards og Knobelauchs udformning af
rollerne som Svend og Ib, blev Etlars roman navnlig efter dramatise
ringen mere udbredt, måske på baggrund af folkekomediens succes.10
I Dagbladets anmeldelse fra den 25. februar 1865 sammenlignedes
Bruns skuespil med de »farcer efter det franske, der i reglen serveredes i
Folketeatret«, og »Gjøngehøvdingen« havde således trods »alle dets
mangler« mere »nærende føde« i sig, end de udenlandske stykker. Des
uden havde indholdet i stykket »envis stoflig interesse«, selvom tilskue
renmåtte se bort fra»sandhed i den historiske karakter og kolorit og i en
del enkeltheder fra sandsynlighed«. Publikummåtte heller ikke, mente
anmelderen, »gøre for strenge fordringer med hensyn til handlingens
organiske udvikling og det dramatiske hovedanlæg«, og omkring for
holdet mellem Etlars roman og dramatiseringen skrev Dagbladets an
melder:Af Carit Etlars fortælling har hr.Brun uddraget en hel del drama
tiske træk og med sans for den udvortes effekt forbundet dem til en ræk
ke scener og tableauer, der, understøttede af dekorationer og dragter, sa-
belklirren og bøsseknald, ikke forfejle deres virkning«. Blandt de dekora
tioner, som i særlig grad fremhævedes, var »et snebedækket skovparti,
der med de om bålet lejrede gønger dannede et meget smukt tableau«.
Det var navnlig ved hjælp af dekorationer, kostumer og lydeffekter, at
iscenesættelsen med dens historiske kolorit og romantik formåede at
fastholde publikums interesse. Yderligere blev handlingens dramatiske
optrin forstærket af Bruns »hentydning til nutiden«, dvs. til begivenhe
derne omkring nederlaget i 1864. Gennem hele opsætningen blev der
slået »stærkt på de patriotiske strenge«, hvor helten således besad »alle
ridderlige dyder«, og samtidig var »en almuesmand«, med »et ædelt hjer
te under en simpel kofte«.
Billedet af 1600-tallets kriger kom således til at ligne 1800-tallets
landsoldat, hvor navnlig almuen mærkede konsekvenserne af treårskri
gen 1848-50 og krigen i 1864. Blandt handlingens øvrige fortrin nævn
tes »den røveriske spænding, der fængsler børn og barnlige sjæle«, og
som vakte stort bifald under forestillingen.
Anmelderen brød sig heller ikke såmeget omvisse »patetiske steder«i
stykket, som i stilen kunne sammenlignes med »hvad tyskerne kalde
»schwungvoll«, noget der ikke ret vil falde i vor smag«; på de øvrige ste
der derimod naturlig og her og der ikke uden lune«.
I særlig grad formåede Knobelauch at spille rollen som Ib med lune,
Martin Dyrbye
92