93 / 193
M. W. Bruns dramatisering a f »Gjøngehøvdingen«
ner, mere end den tilarbejdede dialog hensætte beskueren i den tid, der
skildres«.
En enkelt scene, hvor dronning Sophie Amalie imødekommer Ibs øn
ske omat blive gjort ærlig,»det højeste etmenneske kan begære«,kunne
måske betragtes som»virkelig lærd«, selvom denne ikke på nogen måde
opvejede »stykkets svage side«, nemlig »...det hele forsøg på i dramatisk
format give et billede af kongens, adelens og folkets indbyrdes forhold i
det mærkværdige år 1659«.
Tillige var Bruns forsøg på, i folkekomediens form, at knytte det histo
riske forløb sammen med »allusioner til fortiden« heller ikke faldet hel
digt ud. Årsagen hertil var, mente avisen, at karakteristikken af de histo
riske personer blev holdt i »ennoget vel primitiv stil, sommåske kan ha
ve sit værd i folkefortællingen, men som er noget for naiv for det drama
tiske«. Dette forhold gjaldt navnlig Ibs rolle, der så langt »det givne stof«
slog til, dannede »en ret ejendommelig figur«, men som under forestil
lingens forløb mistede »sinudvikling, sin halv bitre, halv lystige humor«.
Rollen nærmede sig endog »med sine vittigheder og manerer mere og
mere til det traditionelle billede af visse med et tørt lune forsynede sø-
mænd, der i sin tid vare de dramatiske forfatteres yndlinge«. Her henty
dedes ikke alene til svaghederne i dramatiseringen, men også til Bruns
baggrund, idet han fra sine drengeår og indtil 1843 havde sejlet og var
blevet norsk styrmand.
Der var for mange »udramatiske« roller i handlingen. F.eks. lod Kul
soens skikkelse sig ikke umiddelbart dramatisere, idet Etlars måde at
udforme figuren på kun »ved en anstrengelse aflæserens fantasi«kunne
holdes »indenfor mulighedernes grænser«, medens Kulsoen legemlig-
gjort i skuespillets handlingsforløb på en række punkter forudsatte et
nøjere kendskab til romanen, som endnu i 1865 ikke havde fået en stør
re udbredelse. Derfor skrev anmelderen: »Det gårmed denne dramatise
ring sommed de fleste andre, at den, der ikke har bekendtskab til bogen
og kan udfylde hullerne i sammenhængen, næppe vil kunne følge rigtig
med, og det ville vistnok have været en vinding for stykket, om bearbej
deren alene ved at sammentrykke en række episoder af fortællingen
havde søgt at give et illustreret tidsbillede istedetfor at have indladt sig
på en vidtløftig motivering af begivenhedernes forhold til tiden, der
hvorledes den så var udført, måtte skade indtrykket«.
Der var, ifølge Berlingske Tidende, dog ingen tvivl om, at stykket ville
»frembyde større interesse end de ligeså svage bearbejdelser af frem
91