98 / 193
også have overrakt et sølvbæger som »honorar«, men efter at have set
stykkets første akter udvandrede forfatteren fra teatret. I Olga Augusta
Etlars erindringer om Carit Etlar beskrives forfatterens reaktion overfor
Bruns folkekomedie med følgende ord: »Betegnende var,at Brosbøl ofte,
når han gik forbi en »Gøngehøvdingplakat, løftede stokken og sagde:
»slyngelstreg«.«
Først efter indførelsen af den nye forfatterlov i 1889 lykkedes det for
Etlar at få forbudt Bruns dramatisering ved Hof- og stadsretten, hvor Fol
keteatrets direktør Severin Abrahams blev indstævnet, idet han havde
købt rettighederne af Brun, og ikke ville imødekomme kravet om at
stykket blev taget af plakaten, efter at Olga Augusta og Carit Etlars egen
dramatisering forelå endeligt færdigbearbejdet i 1896. Således havde Et
lar indsendt den nye dramatisering til Abrahams, der dog fandt det for
dyrt at sætte Etlars nye version op i nyt regie.
Efter Hof- og stadsrettens afgørelse ved dommen den 26. juni 1899
måtte Bruns dramatisering ikke opføres fremover, undtagen med Etlars
eget samtykke. I dommen blev desuden anført, »at uanset forskellighe
derne mellem roman og stykke, må Bruns bearbejdelse dog siges væ
sentlig kun at bestå i en genfremstilling af romanens indhold i en for sce
nen brugelig form«. Desuden tilkendtes Etlar en erstatning på 300 kr.,
idet påtalefristen mod opførelserne gjaldt fra den sidste opførelse af
stykket, og da det sidste årsregnskab for»Gjøngehøvdingen« ikke havde
vist de store resultater, kunne Etlar ikke opnå en større erstatning.Trods
dommen opførtes Bruns dramatisering fortsat, og indtil 1903 blev den
spillet ialt 246 gange.13
På baggrund af denne undersøgelse kan det konstateres, at de, set
med nutidens øjne, mange tidsbundne replikker og banale scener med
førte, at Bruns dramatisering ikke på langt sigt kunne overleve. Derimod
førte skuespillet til nye dramatiseringer.
Afslutning
I begyndelsen af 1900-tallet fik Etlars egen dramatisering stor succes,
bl.a. efter dens opførelse på Casino i 1909. Baggrunden herfor var fortsat
de nationale modsætninger mellem Danmark og Tyskland. I takt med
romanens stigende udbredelse i slutningen af 1800-tallet blandt såvel
unge somældre kom nye versioner til, bygget over både Bruns og Etlars
dramatisering, f.eks. én beregnet til opførelser i dukketeatre, til børne
nes fornøjelse og dannelse. Efter genforeningen i 1920 blev »Gjønge-
Martin Dyrbye
96