89 / 387
88
K jøbenhavneri for 5 0 til 60 Aar siden
stume, bestaaende af en hø jrød Kjole, der havde tilhørt Kron-
prinds Frederik, og et P a r æblegrønne Benklæder, der vare
syede af et gammelt Billardklæde, engang skulde blive sit
Fædrelands Stolthed og Hæder.
E fter at have dvælet ved Slottet, skal jeg nu omtale Haven,
dets skjønneste Prydelse. Oprindelig var den anlagt i den
stive franske Stil; dengang ansaas Symmetri for ligesaa nød
vendig ved en Have som ved en Bygning. En Have maatte
bestaa af snorlige Alleer og klippede Hækker, der sn a rt fore
stillede Mure, Taa rne og Fæstningsværker, sna rt Kupler og
Pyram ider, ja endog Mennesker og Dyr. T ræerne maatte være
beklippede i bestemte Former, Blom sterpartierne vare an
lagte som mathematiske F igurer, og overalt anbragtes Sta
tuer i en bestemt Orden. Næsten i denne Smag va r Frede
riksberg Have anlagt, og noget lignende kan endnu findes i
Frederiksborg Slotshave. E t Prospekt af Frederiksberg Slot
og Have fra 1764, set fra Midten af Haven, giver en Idé om
dens daværende Udseende. Op til Slottet, hvor T errasserne
nu ere, gik en Bakke, som paa begge Sider var beplantet med
regelmæssigt klippede, i en bestemt Orden staaende T ræ r,
der vare garnerede med Buxbomshækker. Slotstrappen strak te
sig næsten ned til Bakken, og nedenfor denne befandt sig et
højt Springvand. Endvidere var der h ist og her store Grøn
ninger, hvor der var hensat L au rbæ rtræ e r i store Ballier;
der var tillige fire runde Damme, og i en af disse befandt sig
en lille 0 med det kinesiske Tempel, som endnu existerer. Fa-
saneriet befandt sig der, hvor Fasangaarden nu er, og strax ved
Indgangen til Haven — der, hvor der er B lom sterpartier paa
begge Sider — var der et anseligt Menageri, indtil nogle Aar
før Frederik den Sjettes Tronbestigelse, da en sørgelig Ulykke
bevirkede, at det blev nedlagt, og at det forbødes for F rem
tiden h e r at huse eller fremvise fremmede glubende Dyr. Be
givenheden blev i min Barndom fortalt saaledes: I et Bur
befandt sig en stor og prægtig Løve. En Dag havde Vogteren
været til Alters, og da han lige fra Kirken i sine sorte Klæ
der traad te ind til Løven, slog denne, som ikke gjenkjendte
ham i denne Dragt, sine mægtige Klør i ham, og efter at have
tilred t ham forfærdeligt, flygtede den ud af den aabentstaaende
Gitterdør og tog Vejen gjennem Haven, udbredende Skræk til
alle Sider. Der blev gjort Jagt paa den, og omsider blev den