GamleKongensKjøbenhavn

K jøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

levende Skabning Fo rtræd uden Aarsag. Fn Sommeraften var

Kongen i sit daglige Kabinet paa Frederiksberg Slot. Klok

ken var henved 11. Vejret var smukt, og i det tilstødende Væ

relse — Kongens Sovegemak — stod el Vindue aabent. Da Kon

gen tilligemed sin Kammertjener Westergaard vilde gaa de r

ind, fløj en lille Svale, der havde forvildet sig gjennem det

aabne Vindue, dem i Møde, og blændet af Lyset, som Kam

mertjeneren bar, flagrede den ængstelig fra det ene H jørne

af Værelset lil det andet, ikke i Stand Lil at finde nogen

Udvej. Ved al se den arme lille Fugl flagre forvildet omkring,

befalede han Kammertjeneren strax at gaa tilbage med Ly

set; selv aabnede hån flere Vinduer og ventede laalmodigt

for at se, om Fuglen ikke atter skulde kunne finde Vej lil

det fri. Men det forskrækkede Dyr blev siddende i en Krog

af Loftet og vovede sig ikke ud af sil Skjulested. E fter nogen

Tids Forløb kaldte Kongen paa Westergaard, og idet han pe

gede paa sin lille Feltseng, lod han Kammertjeneren tage ved

den ene Ende af samme, selv tog han fat i den anden Ende,

og begge bar nu Sengen ind i det andet Værelse. Derpaa

gik Kongen atter tilbage til Sovegemakket, lukkede alle Vin

duer op, og sagde med sin haarde, men dog saa godmodige

Stemme: „Vi maa nok ikke fo rsty rre den stakkels lille Svale

, . . T ro r du ikke nok, Westergaard, al den nu vil slippe ud ? “

Den nævnte Kammertjener W estergaard holdt Kongen me

get af, han satte stor P ris paa ham, og naa r han var i godt

Humør, spøgede han gjerne med ham. W estergaard havde tid

ligere været T jener hos Overkammer junker Grev Yoldi. Da

han havde tiltraad t sin T jeneste hos F rederik den Sjette og

skulde barbere ham, var han meget ængstelig derved. Pludse

lig greb Kongen ham ved Haanden, raabende: „Stille, stille

et Ø jeb lik!“ Westergaard, som formodede, at Kongen troede,

han havde skaaret ham, standsede forskrækket og ventede

skarp Tiltale, men F rederik den Sjette udbrød: „Hør, tla Han

var hos sin forrige Herre, tænkte han nok ikke paa, at Han

skulde komme til al tage Kongen ved Næsen? Haa, haa, haa!

Nu kan Han begynde igjen!“ — Der hengik sjælden nogen

Aften, uden at han, naar han var kommen i sin simple Seng,

og Westergaard havde stoppet Tæppet ned om ham, sagde til

ham, som vel at mærke ikke hed Ole, men Jens: „God Nat, Ole!

sluk Lyset! Pengene ligger i Vinduet! Haa, haa, haa! Naa, i

Guds Navn!1'

En af Kongens Yndlinge var den bekjendte Kammerherre

Schrødersee, der var et godt Hoved og udmærkede sig ved