K jøbenhavneri for 5 0 til 60 Aar siden
91
Frederiksberg Slot tjente, som tidligere anført, til Sommer-
opholdssted for de fleste danske Konger fra Frederik den
Fjerde indtil Christian den Ottende. Hoflivet gav derfor Stedet
og Omgivelserne et særegent, man kan maaske kalde det høj
tideligt Præg, isæ r n aa r der gaves storartede Banketter i Anled
ning af fremmede fyrstelige Besøg, eller ved andre højtidelige
Lejligheder. Hoffolkene, det store Tjenerskab, Officererne, P a
gerne udgjorde en broget Koloni, undertiden af en temmelig
tvivlsom Natur. Der spandtes Intriger, politiske og upolitiske,
og de til sin Tid temmelig løse Sæder gav Anledning til megen
Omtale. For Elskovseventyr og Stævnemøder frembød de m ør
ke Buegange og de afsides liggende Gjemmesteder en gunstig
Lejlighed, og Pagernes Spilopper, som undertiden gik betyde
ligt over Grændsen for del sømmelige, gav Slof til rig Under
holdning. Disse Pager, hvoraf der var et betydeligt Antal,
og som hø rte lil Landets første Familier, vare iførte en præg
lig Uniform, bestaaende at en hø jrød Kjole med gule Under
klæder, hvide Silkestrømper og Guldgaloner. De havde en
egen Skole paa Sloltel og en egen Hovmester, som, skjønt han
ofte nok anvendte sin Myndighed paa en streng Maade, dog
ikke kunde tæmme de unge Menneskers Kaadhed. Isæ r under
Christian den Syvende, som, medens han var sindssvag, op
holdt sig he r langt ud paa Efteraaret, slog Pagerne ret Gjæk-
ken løs og begik mangfoldige Udskejelser. Det hø rte saaledes
ikke lil Sjældenhederne, at de gjorde Exkursioner til Frede
riksberg By, trængte ind lil Fam ilierne, gjorde sig lil H erre r
over Fadebu r og Kjælder, og vare en Skræk for de unge Piger.
Der førtes Klager derover, men det nyttede kun lidet. Ti 1-
sidst blev det for broget, flere af Egnens Beboere rottede sig
sammen, og en skjøn Aften fik Pagerne saa anselige Prygl, at
de fandt sig foranledigede lil at ophøre med deres Excesser,
i det mindste paa dette Punkt.
Den 10de September 1858 afsløredes Frederik den Sjettes
Statue i Frederiksberg Have ligefor Indgangen. Intetsteds var
en mere passende Plads, thi Frederik den Sjette elskede Frede
riksberg Slot og Have, he r henlevede han en Del af sin Barn
dom og sin Ungdom, he r tyede han ud, naa r Sorger trykkede
ham, her nød han et ren t Familielivs tiltrækkende Glæder, og
her befandt den kjærlige Landsfader sig m idt iblandt sit
Folk, som om Sommeren fyldte Ilaven. I sin Alderdom kunde
han he r mindes den Tid, da han ifølge Struensees Befaling, for,
som det hed, at gjøre ham haardfør, tyndtklædt, med bart
Hoved og undertiden med blottede Ben maalte gaa hele T i