GamleKongensKjøbenhavn

K jøbenhavneri for 5 0 til 60 Aar siden

mer udenfor Frederiksberg Slot i Regn og Slud uden anden

Ledsagelse end sin Barndoms Legekammerat, den lille Tom

Jones. Men livis Hensigten med denne haarde Behandling

virkelig var den, at styrke hans svagelige Legeme og at vænne

ham til Tarvelighed og Forsagelse, som det jo hed, men af

Struensees F jender udlagdes paa anden Maade, saa opnaaedes

den fuldstændigt. Trods sin spinkle Legemsbygning og sit af

Naturen svagelige Helbred lykkedes det ham, ved ogsaa i sine

Manddomsaar at udsætte sig for ethvert Slags Vejrlig og ved

stor Tarvelighed i sin Levemaade, at naa en høj Alder. Denne

Tarvelighed viste sig i hans Ydre, som i hans hele Væsen. For

det meste var han iført en simpel Militærfrakke, men man

saa ham ogsaa i en gammel sort Kjole og med en Voxdugs-

kasket ikke sjæ ldent med hurtige Skridt gjøre sig en Prome

nade paa Terrassen udenfor Slottet, ledsaget af sine Døtre Ca

roline og Vilhelmine, som han holdt inderligt af. Offenlig eller

ved Audienser viste han sig i Generals- eller Adm iralsuni

form, hvoraf den første just ikke klædte ham synderlig godt.

Han var temmelig uanselig og spinkel, hans Ansigtstræk vare

ikke smukke, og de blonde Haar, som i hans Alderdom bleve

sølvhvide, gav hans Fysiognomi noget blødagtigt, næsten noget

undseeligt. Men lians blaa Øjne lyste af Venlighed og Godhed,

og undertiden kunde de ogsaa, naa r Bevidstheden af hans

Værdighed vaagnede hos ham i al sin Styrke — og det skete

ikke saa sjæ ldent — lyne med Kongens Majestæt. I sin dag

lige Omgang var han jævn, ligefrem, og skjønt han just ikke

havde Ordet i sin Magt, og i Reglen var kort og but i sin

Tale, idet han stødte Ordene frem, saa vidste han dog altid

at vække Tillid, hvortil især bidrog, at han, naa r det blot

var ham muligt, søgte at imødekomme alle billige Ønsker og

sjæ ldent lod nogen gaa utrøstet fra sig. Derfor kaldtes han

ogsaa F rederik den Ejegode. Det var ingen Overdrivelse, men

det var et virkeligt Udtryk af den Følelse, som Folket nærede

for ham.

' * '

1 i :

Det hø rer ikke herhen at give et Billede af F rederik den

Sjettes Liv og Karakter. Hvad jeg he r vil meddele, hø rer

med til de Minder, der knytte sig til hans Ophold paa Frede

riksberg og til Datidens Folkeliv, som ved Kongens Næ rhed

og Deltagelse i samme fik et ejendommeligt Trylleskær. De

Træk, som jeg skal anføre dels efter min Hukommelse, dels

efter andres Beretninger, ville rrtaaske ogsaa bedre end en ud

førlig Karak teristik egne sig til at gjenoplive Billedet af en