96 / 387
K jøbenhavneri for 5 0 til 60 Aar siden
95
en ualmindelig Vittighed og Satire, hvorved han var en Frygt
for Hoffets Omgivelser. Han skaanede ikke engang Kongen,
som nok kunde blive vred et Øjeblik, men dog altid bevarede
sin Godhed for ham og gav ham talrige Beviser derpaa i den
Ilaandsrækning, som Schrødersee, der næsten altid befandt
sig i Pengeforlegenhed, ofte modtog. 1 1814 var der anordnet
en stor Takkefest i Anledning af Krigens Tilendebringelse.
Schrødersee udeblev som sædvanligt fra Kirkeparaden, men
mødte ved Taffelet. „Hvorfor var De ikke med i Kirken i
Dag, Schrødersee?" raab te Kongen, da han saa ham. — „Jeg
var der, Deres Majestæt.“ — „Hvor var De da, jeg saa Dem
ikke.“ — „Jo, Deres Majestæt, jeg opholdt mig bagved Al
tret. “ — „Hvad vilde De de r?“ — „Jeg vilde høre, hvad Vor
herre sagde, fordi Deres Majestæt takkede ham .“ — „Nu,
hvad sagde lian?“ — „Han sagde: Ingen Aarsag!“
A f , nogle af Schrødersees Fjender, hvoraf han havde el
stort Antal ved Hoffet, var det forebragt F rederik den Sjette,
at han havde m isbrugt sit sjæ ldne Talent, til paa det mest
skuffende at efterligne enhver i Tale og Gebærder, til og
saa at efterligne Kongen. Kongen blev opbragt over den
ne Krænkelse af den skyldige Ærbødighed, og han fandt
sna rt Lejlighed lil i en Hofcirkel paa Frederiksberg Slot al:
henvende sig lil Schrødersee med de Ord: „Jeg h a r ladet
mig sige, at De saa fortræffeligt kan kopiere mig. Skaf mig
nu ogsaa den Fornøjelse at se det; fremstil mig i det latterlige
Lys, som De saa godt fors laar al give lil Beds te. “ Forgæves
undskyldte Schrødersee sig med sin fuldkomne Udygtighed
til at kunne fremstille Ils. Majestæts Person ; men Kongen
trængle endnu mere ind paa liam. „Hvorledes kan De føle
Dem genert ved i saa godt Selskab at give os nogle Prøver
paa Deres Talen t,“ udbrød den fornærmede Konge, „da De jo
ikke h a r forsmaaet at producere det paa offenlige Steder?“ —
„Deres Majestæt, — —“ stammede Schrødersee i pinlig Fo r
legenhed. „Ingen Indvend inger!“ vedblev Kongen, „tal mig nu
til i min Maneer. Bild Dem nu ind, at j e g er Kammerherre
Schrødersee og De Kongen.“ — Lad det bære eller briste,
tænkte Schrødersee; han traadte hen til Kongen og med hans
Stemme og Manerer tiltalte han denne paa følgende Maade:
„Jeg hø rer, min Herre, al De understaar Dem, undertiden at
kopiere Deres Monark. Sker dette blandt Deres fortrolige Ven
ner, saa vil Vi, skjønt del i ethvert Tilfælde ikke er passende,
dog lade denne Spøg gaa upaatalt hen; men tillader De Dem
en saadan Dristighed paa offenlige Steder, saa strider det