GamleKongensKjøbenhavn

K jøbenhavneri for 5 0 til 6 0 Aar siden

imod den Respekt, De som Undersaat er Deres Monark skyl

dig, selv om denne Monark ikke var Deres Velynder og Vel-

gjører. Kun i Betragtning af Deres godmodige, harm løse Ka

rakter, og fordi jeg ved, at De af ganske Sjæl er mig hengiven,

vil jeg tilgive Dem Deres Ubetænksomhed og ikke for F rem

tiden tænke mere derpaa. Men intet Tilbagefald under Straf

al' min højeste Unaade! Fo rstaa r De, min H e rre !“ Med disse

Ord gik Kammerherren med en skjødesløs nedladende Bøj

ning ind i Sideværelset. — Kongen havde i Begyndelsen staael;

noget forlegen, uvilkaarligt selv kopierende den forbløffede

Kammerherre, saaledes som denne havde vist sig et P a r Mi

nu tter i Forvejen. Men tilsidst sejrede hans godmodige Natur,

han udbrød i en stormende Latter, og Schrødersee var til

givet. —

Frederik den Sjette kunde godt lide al gaa civilklædt om

kring i Frederiksberg Have og se Folk more sig der eller

holde deres Maaltider i det grønne. Dog holdt han sig i Af

stand, maaske for ikke at genere. Han tog saaledes, som Over-

skoii fortæller blandt sine Smaatræk til denne Konges Karak

teristik, isæ r gjerne Vejen hen til en Allee i Nærheden af

Fasangaarden, fordi der stod Borde og Bænke, hvorved F a

milier sad og spiste. Hørte han nu en ret munter, hø jrøstet

Passiaren, da stillede han sig ubemærket noget borte, med

Hænderne paa Ryggen baglænds mod et T ræ paa den Side,

som vendte fra Selskabet, og saa op i Luften, som om han stod

i sine egne Betragtninger, men gottede sig saa hjerteligt over

at høre deres Spøg, Latter og Sang, at han ved Afklædningen

i rigtigt godt Lune og meget snaksom fortalte Kammertjeneren

alt det morsomme, han saaledes havde hørt, „uden at et ene

ste Menneske lagde Mærke lil ham “. En Aften blev han im id

lertid røbet. E t lille Barn, der løb og legede, var, uden at han

bemærkede det, kommet hen til liam og stirrede saa tro

skyldigt paa ham, at han syntes ikke at kunne andet end

kjærtegne det, hvorved Faderen blev opmærksom, gik hen

efter Barnet og forbavset gjenkjendte Kongen. „Naa, saa skal

jeg love for, at Deres Majestæt blev overrasket," sagde Wester-

gaard, da han leende fortalte ham det. „Ja vist gjorde jeg,“

sagde Kongen, „for det var jo underligt, at jeg stod der; men

jeg fattede mig strax og sagde til Manden: „Del: er rigtigt et

kjønt lille Barn, De der h a r ; “ og saa gik jeg, som om der

ingen Ting var, hen forbi Bordet, saa paa Selskabet, tog min

Kasket af og sagde: „God Aften, Godtfolk! Lad Dem ikke for

styrre! Det er et dejligt Vejr; god Fornøjelse!" — „De blev da