60 / 302
53
schlæger og Weyse. Hans Raad , at Rung skulde til
bringe de sidste Maaneder af Rejsetiden i Italien, faldt
i en modtagelig Jordbund.
Sangen studerede lian i Konservatoriet og lios en
Syngelærer, der »af særdeles Godhed« tog
15
francs
for Timen. Han anskaffede sig Konservatoriets Lære
bøger og gjorde sig den store Ulejlighed at afskrive
hele dets vidtløftige Reglement fra
1808
; at sætte sig
ind i Konservatoriers og Syngeskolers Indretning var
noget, han aldrig forsømte. Han følte ingen synderlig
Interesse hverken for Konservatoriet eller for Synge-
læreren. Paris behagede ham ikke. Han savnede det
herlige Kunstnerliv i Rom og tænkte sit, naar han
mærkede, at Landsmænd, der kom derfra, vare glade
ved Ryttet. Til Misstemningen bidrog de Pengefor-
legenlieder, som de mange Udgifter paadrog ham. Men
hvad der holdt ham skadesløs, var den italienske Opera.
Paris var Operaens Centrum. De tre Hovedretninger,
der gjorde sig gjældende, repræsenteredes a f de tre
Musikscener, den store franske og den italienske Opera
og Opéra comique. Alle tre Theatre støttede sig til en
Tradition og hvert havde sin egen Stil. Saaledes viste
Operaen sig i sine Hovedformer som fransk eller italiensk,
og naar Heiberg et Par Aar senere sagde, at den tyske
Opera var et ikke existerende Væsen og at man rolig
kunde love en god Douceur til den, der bragte den
død eller levende, saa har Richard Wagner senere sagt
noget lignende, og naar man vilde spørge, hvor Mozart
da blev af, kunde svares: »Don Juan« og »Figaros
Bryllup« ere skrevne som italienske Operaer. Idet
den italienske Opera i Paris annekterede disse Værker