CæciliaforeningenOgDensStifter

Rung stansede i Italien ved Donizetti og han fandt

saa lidt a f den gamle »bel canto«, at han maatte er-

kjende, at Operaen ikke havde svaret til hans For

ventninger. Dette ene Savn , denne ene Mangel exi-

sterede nu ikke mere. Den italienske Opera i Paris

gav ham Italien igjen med nye Vidundere, den op

flammede atter hans Begejstring, den gjorde ham atter

til den ildfulde, aldrig trættede Lærling. De verdens

berømte Sangere Rubini, Tamburini, Lablache, Damerne

Giulia Grisi, Persiani og den begyndende

aarige Pau

line Garcia optraadte. »Fortælle Dem«, skrev Rung

til Malstrand, »om den italienske Opera, vilde jeg

gjærne, dersom det var muligt, ma la voce di Signoi

Rubini é una cosa che — De skulde høre ham synge

Finalen i »Lucia di Lammermoor.« Dio mio, che

sentimento ! Jeg er kommen saa vidt, at jeg ansei

Kompositionen for et Mesterværk.«1) Han hørte »Don

Juan«

Gange og »Figaros Bryllup« 6 og noterede Af

vigelser og Nuanceringer op i Klaverudtog, men det

var ham paafaldende, hvor korrekt Musiken i det Hele

udførtes og hvor maadeholdne Sangerne vare med

Forziringer. Grevinden i »Figaros Bryllup blev sunget af

Mme Persiani, »vistnok den første nulevende Sangei-

inde«, og i Modsætning til Danmarks overbroderende

Jfr. Zrza udførte hun den store Arie Node for Node,

som den er skreven.

»Men saa Grisi som Donna

Anna over Faderens Lig og hvor hun gjenkjender Don

Ju an ! Det løb mig koldt ned ad Ryggen, hver Gang,

jeg hørte det, ja selv Tanken derom har den samme

*) Brev af 27. Novbr. 1839.