562 / 660
F R A N S K E S K U E S P IL .
5 4 7
opdages det, at dets kjække lille Tambour Ratap lan (Fru Hei-
berg) er den forsvundne Dreng. Herved stige dog ikke den
forelskede Michous Chancer, thi Rataplan, der nok v il blive hos
sin Moder, men alligevel ikke vil skilles fra sin brave P leiefader,
gjennemfører derfor den snilde Plan, han har fattet: at gjøre
Gros-Canon til sin Fader ved at bringe et Giftermaal istand
mellem ham og Moderen. Samme Aar b lev Me r l e , S i mo n i n
0 2
F e r d i n a n d s Vaudeville „ R e k r u t e n “ et Ynd lingsstykke
og holdt sig saa vedvarende i Gunst, at den, lokaliseret af
Overskou, ydede sin Næring til den patriotiske Begeistring i
Krigsaarene.
„ E n C r i m i n a l p r o c e s “ , Lystsp il i tre Akter
af R o s i er, havde saamange a f den gode Komedies Egenskaber,
at det med Rette vandt stort B ifald ved sin Fremkomst 1837,
skjøndt dets Emne: Damernes L y s t til at overvære pikante
Retsforhandlinger, ikke havde noget Tilsvarende i vore Sam
fundsforhold. Enaktsdramaet „ E t u b e k j e n d t M e s t e r s t y k k e
a f Charles L a f o n t havde i Stoffet en paafaldende Lighed med
Oehlenschlågers „Correggio“ , men Handlingen var ordnet med
fransk Behændighed, saaledes at der var Noget for enhver Smag:
gribende og muntre Scener fremkaldte afvexlende Graad og
Smil „und jeder ging zufrieden aus dem Haus“ , især da Ud
førelsen var et Mesterværk værdig: Holst som den idealt
stræbende, midt i sin Kunstner- og K jæ rlighedslykke bortrevne
Maler Rolla, Mad. Holst som hans Elskede, J f r . Petersen som
hans kjække unge Broder og R yg e som den myndige, anstands
fulde Michel Angelo.
„ A d v o c a t e n s D a t t e r “ , Drama i to
Ak ter a f Mad. A n c e l o t, dreiede sig om den høist usædvanlige,
i det virkelige L iv vel aldrig stedfundne, men med megen B e
hændighed motiverede Situation, at en Advokat a f Omstændig
hederne tvinges til at føre Proces mod en elsket Datter til
Ophævelse a f hendes lykkelige Ægteskab . F ra dette Udgangs
punkt var Veien let til en Rækkefølge a f spændende, rørende
og lidenskabeligt bevægede Scener med gribende Situationer og
Udtalelser a f de ædleste Følelser, og da der med alt dette var
kunstnerisk Holdning i Benyttelsen a f de stærke Midler og
Hovedrollernes Udførelse a f Nielsen og Jfr . R yge var hævet
over al K ritik , var det intet Under, at dette Skuespil samlede
et talrigt Publikum. Det kunstneriske Værd a f „ H e r r e n s e e r