564 / 660
S P A N S K E S K U E S P IL .
549
I Sammenligning med det franske Repertoires Herre
dømme paa vor Scene blegne de Tilskud, den modtog fra andre
fremmede Litteraturer. A f S p a n i e r e n Augustin M o r e t o y
Cabana (1600—69) opførtes 1834 hans Mesterværk „Trods mod
T rod s“ i en Oversættelse, som Jfr . Siile B e ye r efter Hoved
personen havde givet Navnet „ D o n n a D i a n a “ og i metrisk
Henseende lempet efter vor Scenes traditionelle Diktion. S tykke t
kom frem i en meget ufuldkommen Indstudering og gik kun
fem G ange; Nielsen havde ondt ved at iføre sig en spansk
E lsk e rs Habitus, og hans Don Cæsar savnede den elegante S e lv
følelse, den stolte Selvbeherskelse, med hvilken han bøier Donna
Dianas Trods; W insløw havde fuldt forstaaet Perins Stilling i
Handlingen og gratieuse Vid, men den syge Kunstner manglede
K ra ft til at gjennemføre Skikkelsen, saaledes som han havde
tænkt sig den; kun F ru Heiberg fyldestgjorde alle sin Rolles
Fordringer og gav en psykologisk rig og med glimrende Kunst
facetteret Fremstilling a f den unge Skjønhed, der v il kues af
den, hun skal elske.
Ligeledes efter fem Opførelser maatte
C a l d e r o n s „ L i v e t en D r ø m “ henlægges, skjøndt det i en
forvansket Bearbeidelse havde oplevet fire Gange saamange i
Midten a f det forrige Aarhundrede. Hovedrollerne, Sigismund
og Rosaura, udførtes godt nok af Holst og F ru Heiberg, men
Resten var enten misforstaaet eller maadelig. A t den samme
Digters Femakts-Tragedie „ D o r o t e a og G ome z A r i a s “ 1840
endog kun kunde gives tre Gange, beviste til Overflod, at det
spanske Dramas eiendommelige Moral, dets stærke F arve r og
lyrisk overlæssede Sprog laa vort Publikum saa fjernt, at kun
de K ynd ige kunde nyde det med litterairhistorisk Intel esse, og
a f dem var der for faa til at fylde Huset. Og som det gik T il
skuerne, gik det ogsaa Skuespillerne. De begreb ikke den Aand,
i hvilken et saadant romantisk Drama skulde spilles, de følte
Modbydelighed for Emnet og betragtede den uskyldige Doroteas
Mishandling som en oprørende Raahed; kun F ru Heibeig foistod
„det psykologiske Træk hos den ædle faldne Kvinde, at medens
Manden ved at faae sin Lidenskab tilfredsstillet ofte kølnes og
bliver troløs, bindes Kvinden fra dette Øieblik a f uopløseligt
fast til ham; thi denne Fastholden er nu det Eneste, hvorved
hun kan hæve sig i sine egne Øine“ . Hendes Udførelse af