569 / 660
554
D E T K O N G E L IG E T H E A T E R 1 8 2 5 — 4 9 .
J e r i S p e i l “ og spillet med den fineste Gratie og en allesteds
nærværende Intelligens a f J f r . Påtges som den unge Kone. I
Janu a r 1892 var denne fixe dramatiske Skjem t endnu paa R eper
toiret og oplevede sin halvfemsindstyvende Forestilling. Wieneren
Joh . Ludw . F ranz D e i n h a r d s t e i n s historiske L y stsp il repræsen
teredes paa vor Scene a f to Exem p larer: „ H a n s S a c h s « , 1830,
og „ G a r r i c k i B r i s t o l “ , 1833, begge oversatte a f Oehlen-
sch låg e r; det sidste sank hurtigt til Jo rden ved sin egen Mat
hed, det første skyldte nærmest et Optog a f Haandværkslaug i
gammeltydske D ragter samt Nielsen i Titelrollen og W insløws
paa eengang fantasifulde og historisk korrekte Frem stilling a f
en Nurnberger-Raadmand, at det kunde opføres ni Gange. Den
baierske Minister Eduard von S c h e n c k s Sørgespil „ B e l i s a r “
(1832) er ikke Omtale værd, ligesaalidt som det Forsøg, der ved
en Sommerforestilling 1838 gjordes paa at omplante den mærke
lige wienske Folkeskuesp ilforfatter Ferd . R a i m u n d ved Op
førelsen a f et a f hans E ven ty rstykker „ A l p e k o n g e n o g
M e n n e s k e f j e n d e n “ . Den eneste moderne tydske Dramatiker,
der hævdede sig en Stilling paa vor Scene, men da rigtignok
ogsaa en T idlang gjorde ligefrem Furore, var F riherre von Miinch-
Belhnghausen (1806 —71), der under Forfatternavnet F r i e d r i c h
H a l m vakte Sensation hele Tydsldand over, især ved sit roman
tiske Skuespil „ Ø r k e n e n s S ø n “ , der hos os kom frem 1843 og
beundredes omtrent tredive Gange som et Mesterværk a f ganske
egen Art. Fo r at høre Tidens Dom a f dens egens Mund, kan
man gaa til Heibergs Intelligensblade og i dem læse, at „dette
Drama er det baade i poetisk og i tektisk Henseende betyde
ligste Værk, som i mange A a r er blevet frembragt, og det ikke
blot naar vi betragte vor egen , men ogsaa den udenlandske
dramatiske L itte ra tu r“ . Vor normgivende K ritik e r finder, mere
maaske end Forfatteren selv har tænkt sig det, en dybsindig
politisk Ide udtrykt i dette paa romantisk V is behandlede antike
Emne, hvis Handling udvikler, hvorledes en skjøn og ædel Datter
a f den græske Kolon istad Massilia, Parthenia ved Navn (Fru
Heiberg), overgiver sig som Slavinde til de barbariske Tecto-
sager for at udløse sin Fad e r a f Fangenskab, vinder deres Høv
ding Ingomar (Holst) ved sin Aand og sin Ynde, der bringer
ham Budskab ligesom fra en ukjendt Verden, og tilsidst, efter