571 / 660
556
D E T K O N G E L IG E T H E A T E E 1 8 2 5 — 4 9 .
og Forventn ing b lev rettet mod den opgaaende Stjerne. Sai-
sonen 18 2 7—28 aabnedes med Scribe og Aubers „M u r
m e s t e r e n “ , som maatte gives ti Gange inden dens Udløb og i
mange A a r kom til at høre til det faste Repertoire. Synge-
stykkets Seir var saameget mere afgjørende, som det maatte
tilkjæmpe sig Terrainet Fod for Fod, fordi den klassiske Musiks
R igorister havde været ivrige for Udbredelsen a f den Anskuelse,
at denne franske Kunst var a f en letfærdig K a rak ter og uværdig
til at vinde B ifald . P re
mierens Publikum for
holdt sig derfor ogsaa
meget reserveret, ind
til Skjænde duetten i
tredie A k t fik Bu g t
med dets Modstand og
sikkrede Resten a f
Operaen et stadigt vox-
ende B ifald , der især
^
samlede sig om Cetti
som Roger. Ogsaa da
„ De n
S t u m m e
i
P o r t i c i “ kom frem i
i Mai 1830 havde den
klassiske og nationale
Musiksmag søg ta treise
en Opinion imod denne
franske „Vagtparade-
musik“ ; men Fordom
mens Jerichomure blæ
stes oveiende a f dens stærke K lang, og Operaen vandt den mest
afgjørende Seir paa vor Scene som paa alle andre, dels ved sine
egne F o itiin : den effektfulde Handling, den svulmende Melodi
fylde og den revolutionaire K ra ft i U d trykket; dels ved den
glimrende Udførelse, der bar saavel Orkesterspillet og Korsangen
som de to Hovedroller: K irchheiners MasanieJlo og Jfr . P a tg e s’
Fen ella ; dels endelig ogsaa ved den pragtfalde Udstyrelse, man
havde offret paa Operaen. Den maatte opføres hver A ften Sai-
det følgende Spilleaar ikke mindre end sytten
Auber.
sonen ud og i