567 / 660
552
D E T K O N G E L IG E T H E A T E K 1 8 2 5 — 4 9 .
stort Drama a f Sheridan K n o w l e s „ H e r t u g i n d e n a f M a n t u a “
faldt, tildels paa Grund a f mangelfuld Udførelse.
Dioskurerne fra T y d s k l a n d s klassiske Tid ere repræsen
terede hver med eet Sørgesp il: S c l i i l l e r 18 3 1 med „ Do n
C a r l o s “ , G o e t h e 1834 med „ E g m o n t “ — hint opført fem,
dette fire Gange. Disse kummerlige Tal røbe ikke nogen stor
Tilslutning til det nærbeslægtede F o lk s ypperste Digtning. Kom
Schillers S tykke bedst til sin R et gjennem Udførelsen med
R y g e som Philip den Anden, Mad. Nielsen som Dronningen,
Holst som Don Carlos, Nielsen som Marquis Posa og F ru Hei-
berg som Prinsesse E b o li, saa maa det paa den anden Side
ogsaa indrømmes, at denne Tragedie er a f en trættende Længde
og mere udtømmer sit Ide-Indhold gjennem Reflexion og Rhetorik
end gjennem Handling, saa at et Publikum, for hvilket den ikke
er en Nationalhelligdom, maa undskyldes, hvis dets Interesse
efterhaanden sløves. I Goethes Sørgespil er der friskere L iv
og en mere h å n d g rib e lig Konflikt, men Udførelsen var svag,
med Undtagelse a f Nielsens Egmont. — Heinrich von K l e i s t !
hvis „Katchen von Heilbronn“ havde g jo rt Fiasco nogle A ar
forinden (S. 218), vandt heller ikke nogen P lads paa Repertoiret,
t a hans andet dramatiske Hovedværk „Prinz Fried rich von
H omburg “ opførtes her 1828 under Titlen „ S l a g e t v e d F e h r -
b e l l i n “ , Skuespil i fem Akter.
Den mærkelige psykologiske
Skildring interesserede T ilskuerne ikke mindre end den kraftigt
bevægede Handling, der bares oppe a f R y g e som den store
.Kurfyrste, Nielsen som Prinsen og Mad. E isen som Natalie Ikke
desmmdre b lev S tykke t henlagt efter fire Opførelser. Vakte
c ets A fvigelse fra den militaire Karakterfrem stillings Tradition
maaske Betænkelighed paa høieste eller allerhøieste Sted? Det
kunde nok tænkes, at man ud fra Disciplinens og Honneurens
stramme Tankegang kunde føle sig forarget ved Skildringen a f
en Helt, som først i en Slags extatisk Søvngængertilstand udfører
t e største Bedrifter, men paa sin Seiersgang overskrider sine
nstruktioner, stilles for en K rigsret, dømmes til Døden og nu
betvungen a f Rædsel, tryg ler om L iv e t paa den uværdigste
Maade, indtil ogsaa denne E xtase viger og han paany bliver
den tappre Mand, han i vaagen V irkelighed er. — Theodor
K o i n e i s „ l o n i , Drama i tre A k ter, som havde havt en