570 / 660
F R A N S K E S Y N G E S T Y K K E E .
555
en velopfnnden Konflikt, der belyser Karaktererne saavelsom
Ideen fra flere Sider, inddrager ham i denne Verden, den ordnede
Kulturs, som Barbaren tilfører sit friske Blod. Modsætningen
mellem græsk Samfundsliv og lovløs Krigerfærd er sindrigt
opstillet og saa rigt udstyret med personlige Livskontraster,
individuelle Konflikter og derved udviklede stærke Følelser, at
den danner en høist bevæget og fængslende Handling, som yder
ligere støttes a f et ædelt Sprog, blandt hvis Sentenser navnlig
det bekjendte „To Sjæle og een Tanke, to Hjerter og eet S la g ,“
har vundet Borgerret hos os som andre Steder indtil den Dag
idag. Lokke t a f den L ykk e , som „Ørkenens Søn“ gjorde, optog
Theatret Halms ældre romantiske Skuespil „ G r i s e l d i s “ , et
Studie efter Calderon, udført med stor theatralsk Indsigt, men
saa oprørende i sit fra Folkesagnet tagne Sujet om den uskyldige
Hustrus pinefulde Mishandling, at ialtfald vort Publikum ikke
vilde acceptere et saadant Emne som Gjenstand for moderne
Digtning. S tykket gik kun tre Gange, første Gang Søndagen
den 24. Marts 1844 — en Mærkedag i vor H istorie; thi da Thor-
valdsen, ju st som Ouverturen var begyndt, efter Sædvane indtog
sin P lads i Hofparkettet ved Siden a f Oehlenschlager, sank han
pludselig, uden at mæle et Ord, som livløs over mod Digteren,
og da man fik ham baaret ud i Gangen, viste det sig, at den
store Kunstners L iv var udslukt.
Ogsaa paa det musikalske Skuespils Omraade — Synge-
stykket og Operaen — er det den f r a n s k e Tilførsel, dei givei
Perioden dens mest fremtrædende Kjendemærke. Allerede lige
i dens Begyndelse, den 14. September 1825, dukkede Navnet
Denis E sp rit Ferdinand A u b e r ( 1 7 8 4 - 18 7 1 ) frem paa vort
musikalske Firmament i sin senere saa hyppige Konstellation
med Navnet Scribe, og om Syngestykket „ S n e e n .eller D en
n y e E g i n h a r d “ end ikke vakte nogen synderlig Opmærksomhed,
forløb der dog ikke to Aar, inden den almindelige Beundring