DET KONGELIGE THEATER
1 8 2 5 — 49.
Boyeld ieu *,De v æ l t e d e V o g n e “ , 1829, saavelsom med lians
sidste dramatiske Arbeide „D e to N æ t t e r “ , 1832, uden at dog
noget a f disse Syngestykker kunde erobre sig en fast Plads paa
Scenen, trods det øieblikkelige B ifa ld , de vandt.
Med „Jo seph og hans B rød re “ havde M é h u l (S. 232) i
den foregaaende Periode fæstet sit Navn til vort Opera-Reper
toire for lange Tider. 1822, fem A a r efter hans Død, fremdrog
man i Paiis a f hans musikalske E fterladen skaber Syngestykke t
„ Y a l e n t i n e a f M a i l a n d “ , som 1829 naaede op paa vor Scene,
men kun gaves tre G ange; Texten er en a f Bouillys matteste
og Musiken kun i et P a r enkelte Numre Mesteren værdig. E t
tidligere Arbeide a f Méhul, den romantiske Enakts-Operette
„ U t h a i “ , havde i fuldt Maal fortjent en musikalsk Succes, men
faldt for en mangelfuld Udførelse, da den kom frem 1846.
Boyeldieus Kon servatorie-E lev Adolphe Charles A d a m
(1803—56) banede sig i Trediveaarsalderen V ei til Verdensryet
med sin Enakts-Operette
„Le chdlet“ ,
der kom paa den danske
Scene 1836 under Navn a f „ S c h w e i z e r h y t t e n “ og gjorde
ikke liden Lykke. A aret efter blev hans berømteste Arbeide
„ P o s t i l l o n e n i L o n j u m e a u “ , Syngestykke i tre Ak ter, givet
med en Udførelse, der kun delvis kunde tilfredsstille. Saalænge
Schwartzen var den glade Postillon og Mad. K ragh den skjelmske
Bondepige, vare de ganske paa deres Plads, men den Vending
i deres Skjæbne, som gjør den Første til en feteret Tenorsanger
og den Anden til en fornem Dame, savnede de Midler til ret at
g jø ie troværdig; kun Phisters B iju var lige vederheftig og a f
lige stor komisk V irkn ing under begge Skikkelser. „Postillonen“
holdt sig dog længe paa Repertoiret og opnaaede et respektabelt
Antal Forestillinger. „ B r y g g e r e n i P r e s t o n “ , ligeledes et
Treakts-Syngestykke, blev derimod henlagt efter et Aars Tjeneste
og ti Opførelser, skjøndt det ved sin Fremkomst 1840 b lev mod
taget med stærkt B ifald , og „ D r o n n i n g f o r en D a g “ kunde
i Foraaret 18 4 1 kun gives fem Gange; Musiken interesserede
ikke , og Ud førelsen , med Undtagelse a f K irchheiners G rev
E lv a s og Mad. Stages Syp ige Francine, egnede sig ikke til at
vække nogen Deltagelse for Handlingen, trods den K løgt, hvor
med Scribe og St. Georges havde lag t den tilrette. — Den
otteogtyveaarige Ambroise T h o m a s ’ Syngestykke i tre Ak ter