564
DET KONGELIGE THEATER
1 8 2 5 — 4 9 .
disse Arbeider, „Des Ad lers Horst“ , havde gjort Touren over
Operascenerne i London, Amsterdam, B ry sse l, Petersborg og var
ogsaa naaet til K jøbenhavn, hvor „ Ø r n e n s R e d e “ , romantisk
komisk S yngestykke i tre Ak ter, var bleven opført i Mai 18 35
og havde g jo rt megen L y k k e ved sin livfu lde, gemytlige Melodi-
eusitet.
G läser var saaledes introduceret hos det musikalske
Publikum, og E fterretn ingen om, at han var v illig til at ombytte
sit private Engagement i Berlin med en kongelig Ansættelse i
K jøbenhavn, modtoges med almindelig Tilfredshed, om der end
v ar dem, der beklagede, at man maatte gaa til Udlandet for at
skaffe sig en duelig Kapelmester. Ved sin sydtydske Jo via litet,
sit imødekommende Væsen og sin hele brave Fæ rd vandt han
snart sine Omgivelsers Yndest, og hans eminente Dygtighed
som Veileder og Anfører maatte de alle erkjende; bundmusikalsk
som han var, forstod han Kunstvæ rket ud og ind, gjorde med
K larhed Rede for dets Væsen og Enkeltheder og samlede dets
orkestrale G jengivelse til en energisk Enhed under sin sikkre
Taktstok. Han var ikke længe om at bringe Kapellets noget
forfaldne Sager paafode igjen og b lev desuden som D irigent a f
Musikforeningens Orkester a f stor B e tydn in g ogsaa for det
musikalske L iv i videre Forstand.
Bekym ringen for at Gläser skulde vise sig noget ensidig
i sin Smag, maatte hurtigt forstumme. T il det første Arbeide,
han vilde bringe paa Scenen, valgte han Rossinis „ W i l h e l m
T e i l “ , som i mere end en halv Snes A a r havde været paa alle
Hovedstøders Operarepertoire.
Førsteopførelsen den
4
. Sep
tember 1842 b lev en Trium f for Komponisten og ikke mindre
for Dirigenten, Orkestret og de Spillende: Chr. Hansen som
Teil, Mad. Simonsen som Mathilde, F aabo rg som Arnold, Schram
som Gesler, F e rslew som W alther Fü rst, Cetti som Leuthold,
Debutantinden J f r . Marcher som Gemmy.
Det i lige Grad
imponerende og ved Skjønhed henrivende Musikværk — Rossinis
sidste dramatiske Komposition — tog Publikum med Storm ; i
den føiste Saison g ik Operaen tolv Gange og har bevaret sin
Yndest gjennem Tiderne, hvad de mere end hundrede Opførelser
vidne om. A t Rossini kunde være stor i den pathetiske Kunst,
maatte de V rangvillige end mere indrømme, da i den følgende
Saison hans tidligere Opera „ M o s e s “ blev bragt paa Scenen.