583 / 660
MOZART. BEETHOVEN.
567
D a t t e r “ og en Mængde a f hans mindre bekjendte Operaer.
Med den sidstnævnte introduceredes han hos os i Oktober 1840.
Den livlige Musik og den underholdende Handling faldt i Pub li
kums Sm a g , atter her skortede det dog — naar Phisters Sulpice
undtages — paa den rette Aplomb i Udførelsen, og Operaen
naaede kun Abonnementet engang rundt, men tog senere, da
navnlig Hovedrollen ved forskjellige heldige Besættelser kom
til at vække den paaregnede Interesse, et saadant Opsving, at
„Regimentets Datter“ nu hører til de hyppigst opførte Operaer
(ca. 15 0 Gange).
A f M o z a r t s større Operaer (S. 2 4 1—44) stod ved P e ri
odens Begyndelse endnu „ T r y l l e f l ø i t e n “ som uopført. Den
kom paa Scenen 1826 som Førstegrøden a f den klassiske t y d s k e
Musik, Tidsrummet bragte, og gjorde almindelig L y k k e ved sin
strømmende F y ld e a f skjønne Melodier saavelsom ved J f r . Zrzas
brillante Udførelse a f Nattens Dronning.
„Cosi fan tutte“ ,
der
var gaaet en eneste Gang 1798 under Navn a f „Veddemaalet“
(I. S. 559—60), fristede Oehlenschlager til at skrive en ny Text
som Underlag for den smukke Musik; men dette saare vanske
lige Arbeide lykkedes ikke i Forhold til den Møie, det kostede,
idet baade den nye Libretto „ F l u g t e n a f K l o s t e r e t var
temmelig mat og det musikalske Indtryk endel forvansket ved
Omlægning a f Numrene i en fra Originalen forskj ellig Række
følge.
Kun fire Opførelser blev S tykket tildel i Saisonen
1826—27.
B e e t h o v e n s „ F i d e l i o“ bærer sin tunge, træede Text
som en K lod s om Benet, og kun naar Musiken har et Publikum
a f ægte K jendere for sig eller naar Hovedrollen kan rive med
ved v a rm 'P a th o s i Udførelsen, kan Operaen hævde sin Plads
paa Scenen.
Ingen a f Delene var Tilfældet hos os 1829, da
„F id e lio “ kom paa Repertoiret; Beethoven-Menigheden var ikke
stor nok til at sikkre en Succes, og om Hovedpersonen er det
nok at sige, at den fremstilledes a f Jfr . Zrza: en glimrende
Virtuospræstation uden Gnist a f Sjæl. Kun tre Opførelser kunde
„F id e lio “ drive det til, og den sidste blev endda kun mulig ved
den ufattelige Plathed, at man engagerede Tyrolerselskabet Leo
til at slutte Aftenen. E fte r Beethovens alvorsfulde Toner en
lystig Tyrolerjodlen — det var en Kombination, som faldt i