587 / 660
571
Publikum, og denne E ffekt var saaledes understreget og exploi-
teret a f Musiken, at man helt blev reven med, ikke alene a f
den hidtil uvante pragtfulde Instrumentation med dens stærke
dynamiske Kontraster, men ogsaa, og maaske nok saa meget,
a f den iørefaldende Melodieusitet og den velberegnede Stemme
virkn ing. Udførelsen a f dette europæiske Musikværk i en ny,
pompeus Stil syntes at have pustet en ny Aand i dem, til hvem
den betroedes: Kirehheiner som Robert, J f r . Zrza som Isabella,
J f r . Ryssiånder som A lice, Schwartzen som Raimbaud og Cetti
som Bertram ydede noget Usædvanligt, trods de Mangler i
Stemmebesætning og dramatisk E v ne , som disse Rollenavne
antyde. Operaen gik ti Gange i Saisonen, stadig for fuldt Hus
og under stigende B ifald, trods den heftige Meningskamp, som
den puritanske Musiksmag reiste imod den Aften efter Aften.
Dog gik der forholdsvis lang Tid, inden man vovede sig ilag
med Meyerbeers andet Hovedværk „ H u g e n o t t e r n e u. Det kom
frem i Paris 1886, men gik først den '28 Februar 1844 i K jøben-
havn. Den kolossale Opgave kunde jo nok skræmme en lille
Operascene, som hidtil ikke havde liavt synderligt Held med
den store serieuse Stil og maatte være meget betænkelig ved at
følge de raske Fremskridt, Udlandet gjorde i denne Henseende,
just under Meyerbeers Fane. Men —
fortes fortuna!
Under
G iasers tillidvækkende Anførsel skred man freidigt til Værket,
off hans energiske Ledelse skabte et Resultat, som forbausede
selve de Udførende ikke mindre end Publikum. Det sceniske
Udstyr, som saa væsentligt støtter den meyerbeerske Monstre-
Opera, maatte naturligvis paa vort Theaters tarvelige Scenerum
staa langt tilbage for, hvad Udlandet kunde opvise, og det
Samme maatte gjælde om Solostemmernes Force og de rigt-
besatte K o r, som Verdensbyernes Scener kunde raade over.
Desmere Vægt lagde Glaser paa en omhyggelig og fint for-
staaende Udarbeidelse, og med Mad. Rung som Valentine, Faa-
borg som Raoul, Schram som Marcel, Jfr . Marcher som Pagen,
Hansen som Novers, Ferslew som St. B ris og Mad. Simonsen
som Dronningen frembragte han et saadant Ensemble, at hver
enkelt Skjønhed kom til sin Ret, samtidig med at K apellet
Haand i Haand med Stemmerne fremkaldte Indtrykket a f en
langt mægtigere Totalvirkning, end 4 allet af de Samarbeidende