5 7 2
D E T K O N G E L IG E
THEATER 1825—49.
skulde synes at muliggjøre, hvorvel Orkestret var endel for
stærket og Korene støttedes a f alle de Solister og andre Sang-
muliglieder, som ikke vare engagerede i Handlingen. Saa stærkt
var Ind trykket a f Førsteopførelsen, at Huset efter Tæppets Fa ld
udbrød i et begeistret Leve for Dirigenten.
P aa en enkelt Undtagelse nær — Hartmanns „L iden
K irsten “
opnaaede intet dansk dramatisk Musikværk nogen
varig P lads paa Repertoiret. Talen er lier naturligvis kun om
saadanne Væ rker, hvis Kunstform er helt eller overveiende
m u sika lsk , ikke om Komponistens B id rag til et Skuespils
kunstneriske Udstyr. Sku lde saadanne medregnes, vilde K u h i au
(S. 25 3—57) blive at nævne strax ved Tidsrummets Begyndelse
for den væsenlige Støtte, hans Musik, fremfor A lt Ouverturen,
blev for B o ye s „W illiam Shakespeare“ (S. 522), og endnu mere
for den uberegnelige Del, han har i Æ ren for „E lv e rh ø is“ ene-
staaende Succes (S. 504). Midt imellem disse to Arbeider falder
1827 hans Syn g estykke i tre A k te r „ H u g o o g A d e l h e i d “ med
T ext a f C. J . B o ye — en Text, hvis Handling forargede P ub li
kum ved de stærke Optrin, en Riddersmands Stempling som
T y v og Hensættelse blandt Forb rydere gav Anledning til. Da
Kuh lau med det ægte dramatiske Instinkt, han var i Besiddelse
af, ju st havde ladet sin Musik betone de effektfuld este Situationer,
følte Publikum disses U hygge dobbelt stærkt og kunde ikke
forsone sig med S tykke t, hvormegen Beundring Kuh laus K om
position end med R ette v a k te ; det b lev henlagt efter fem Op
førelser. Kuhlaus sidste Arbeide for Scenen var hans Musik til
Oehlenschlågers „Trillingbrødrene fra Dam ask“ (S. 489); ogsaa
a f den fik han kun liden Glæde, men nogle a f dens Numere
opstod fra de Døde, da de benyttedes ved Opførelsen a f „A ladd in “
1839. Denne Opreisning kom dog forsiide for Komponisten, thi
endnu kun i en A lder a f henved sexogfyrretyve A a r døde
Kuhlau den 12 . Marts 1832 — efter al Sandsynlighed et stort
Tab for Theatret, da hans L y s t til dramatisk Komposition, efter
hans Y ttringer at dømme, endnu var usvækket. Ved hans
Mindefest b lev en P ro log a f Oehlenschlager fremsagt, hvorpaa
Tæppet rullede op for „Røverbo rgen “ .