592 / 660
576
DET KONGELIGE THEATER
1 8 2 5 — 4 9 .
18 32 og gik fem Gange i Saisonens Løb , modtagen den første
A ften med enthousiastisk B ifald a f det musikkyndige Publikum,
men uden E vn e til i Længden at fængsle en bredere T ilhører
kreds, livad baade Texten og den mangelfulde Theaterudstyrelse
bar deres Del a f Skylden for. Da Operaen gjenoptoges 1865 i
omarbeidet Skikkelse, g ik den fire Gange over Scenen. I April
og Mai lb 35 opførtes Treakts-Operaen „ O o r s a r e r n e “ , L ib re t
toen a f Hertz; ogsaa'den vakte stor Opmærksomhed, men holdtes
dog kun paa Repertoiret fem A ftener. Med Musiken til Oehlen-
schlågers „O laf den H e llige“ , „Knud den S to re “ og „F isk eren
og hans B ø rn “ , til Heibergs „S y v so v e rd a g “ , Andersens „Maurer-
p igen “ og Borgaards „Undine“ , med Balletmusik til Bournon-
villes „Fan tasiens 0 “ og Ouverturen til „H akon J a r l “ ved lige
holdt Hartmann Forbindelsen med Theatret og forøgede med
disse udmærkede Arbeider den Glans, der mere og mere bredte
sig om hans Navn. Men en mere selvstændig dramatisk K om
position ydede han først 1846, da det romantiske Syngespil
„ L i d e n K i r s t e n blev opført den
1 2
. Mai. H. C. Andersens
Text var ti A a r gammel og havde først været i B redals Hænder,
da Hartmann fik den. Dens dramatiske Spænding er kun r in g e :
en Situation, hvis let knyttede og ligesaa let løste Knude ikke
overskrider Idyllens Grænser. „T itelen — siger en a f Hart-
manns B iog ra fe r — peger allerede paa en betegnende Maade
hen paa et Grundtræk ved S tykket, med Hensyn til hvilket dets
D igtei og Komponist ere mødtes i sjelden Forstaaelse, nemlig
dets eiendommelige Kvindelighed. Det hviler i Stemning, det
higer ikke efter Handling eller store K arak terer, og a f dets sex
Personer ere endog de fire Kvinder. Der er en Ro og barnlig
U skyld over selve Liden K irsten , den nylig udsprungne Rose,
der v illig føier sig efter Moderens Ønske om at begrave sin
Ungdom i K lo stre t; der er en Blødhed over den fra M iklagard
hjemvendende R idder, Barndomsvennen Sverkel, hvis P a rti er
skrevet for den indsmigrende Ba ry ton ; der er endelig en „Renhed
i Tanken“ over det Hele. E n Særegenhed ved S tykke t er den
Offentlighed, hvormed A lt foregaaer, idet K o re t næsten uafladelig
er paa Scenen og deltager i eller danner Baggrund til Hand
lingen, hvilket kaster et antikt Skjæ r over Operaen.“ Hvad der
imidlertid udgjør dens egentlige, ubeskrivelige, men derfor ikke