581 / 660
SPONTINI. BELLINI.
565
Stilen var ædel og grandios, men den kjedelige Text og ikke
mindre den mangelfulde Udførelse svækkede Virkningen, saa at
kun en halv Snes Forestillinger blev denne Opera tildel. „Co-
r i n t h s B e l e i r i n g “ maatte 1845 henlægges efter fire Opførelser
og gav et nyt Bevis paa, at Opera
seria
endnu laa over P erso
nalets Kræfter.
Gasparo S p o n t i n i (1774—185 1) er hos os repræsenteret a f
sine to berømteste Operaer: „ F e r n an do C o r t e z eller M e x i c o s
I n d t a g e l s e “ , opført 1827, og
„V e s t a l i n d e n “ , 1844. Heller
ikke disse Væ rker i den store
S til kunde vor Scene magte;
Sangudførelsen — med Und
tagelse a f Jf r . Zrza og Cetti
som Amazili og Telasco i den
første, Mad. B/ung som Ju lia i
den sidste Opera — var gjen-
nemgaaende maadelig og lam
mede ganske Publikums In ter
esse efter nogle faa Forestil-
linger.
Aaret før sin Død introducere
des Vincenzo B e l l i n i (18 0 1—
35) hos os med sit Toakts-
Syngestykke
„ D e n
TJ be-
k j e n d t e
{„La Straniera“).
Og-
saa mod denne Italiener reistes
der en skarp Protest a f For-
kjæmperne for den nationale
Bell i ni .
Musik. Hyssen og Piben mod
tog hans Debut, og det lykkedes ogsaa at faae hans Arbeide
bortvist, omendskjøndt det bredere Lægpublikum fandt Behag i
hans Melodiers smeltende Charme. Med Forbigaaelse a f hans
Musikstils mest karakteristiske Udslag „Norma“ greb Theatret
efter Bellin is sidste Værk, Operaen „ P u r i t a n e r n e “ , i hvilken
han mere end ellers har nærmet sig den store Form og tildelt
Orkestret en mere indgribende Medvirkning end i noget a f sme
tidligere Arbeider. Sammenlignet med Rossinis og Spontinis