565 / 660
550
D E T K O N G E L IG E T H E A T E R 1 8 2 5 — 4 9 .
Dorotea b lev en Præstation, der længe mindedes a f de Enkelte,
som havde seet og forstaaet den. „ K o n g e n o g B o n d e n “ af
L o p e de V e g a (156 2—1635) fristede eiheller nogen glimrende
Skjæbne: sex Opførelser. Det var oversat a f Hertz efter F r.
Halms tydske Bearbeidelse og saaledes bragt vor Tids T anke
gang noget nærmere end Originalen, men dog ikke nær nok til
at man ret kunde faae Ram paa den stolte Selvbevidsthed hos
Bonden Je a n Gomard (Nielsen), der vægrer sig ved at se sin
K onge Ansigt til An sigt, eller paa den stolte Stræben efter
Uafhængighed hos den elskende Rosanna (Fru Heiberg).
Bortseet fra det musikalske Repertoire ydede I t a l i e n
ikke vor Scene noget nævneværdigt B id rag i denne Periode.
„ A m e r i k a n e r e n “ , Lystsp il i lire A k ter a f Camillo F e d e r i c i
(o: Giovanm B a ttista V i a s s o l o ) , var en vammel Kotzebuiade,
der endda havde gjennemgaaet en tydsk Omkalfatring, inden
den 1827 blev rahbekiseret for det danske Theater. E t P a r
Enak tsstykker a f Giovanni G ir au d i: „D e l y k k e l i g e S k i n -
s y g e og „ F e i l t a g e l s e r n e i M ø r k e “ , kom ikke til at spille
nogen Rolle.
Den e n g e l s k e Klassicisme toges der Hensyn til ved
Indstuderingen a f fire a f S h a k s p e a r e s Værker.
1828 bleve
baade „ K j ø b m a n d e n i V e n e d i g “ i en Oversættelse a f Rahbek
„ R o m e o o g J u l i e “ , oversat a f Foersom og Boye, bragte
paa Scenen. Skjøndt det skortede endel paa en passende Ud
fyldning a f de lange Personlister, berettigede Udførelsen a f
Hovedi olierne dog til at betegne begge Forsøg som uventet
vellykkede. I „K jøbmanden“ var R yg e s mægtige Personlighed
a f stor Virkning som Shylo ck , Nielsen var en ædel og varm t
følende Bassanio, Mad. Andersen gav Portia den rette Blanding
a f Ynde og Aancl, og Rosenkildes Lanzelot var en ægte shak-
spearesk Buffo. Hvad Nielsen savnede a f ydre Midler til F rem
stillingen a f ung Romeo, erstattede han ved det smeltende
Udtryk, den eiotiske Pathos fik i hans Mund; om den sexten-
aarige Jfr . Påtges Spil som Ju lie er der talt S. 3 4 5 - 4 6 , og om
det end glippede med adskillige, vigtige B iroller, havde U d
førelsen dog endnu tre Glanspunkter: R y g e s ærefrygtindgydende
Lorenzo, Mad. L iebes hyggelige Amme og W insløws aandfulde
Gratiano. Derimod faldt „D e m u n t r e K o n e r i W i n d s o r “