239 / 420
220
leisen gik fra først af en E xam en1), som vedblev efter Fdts. 1732, i det
dens § 50 bestem te, at de, der begjærede gradum doctoratus in medicina,
efter Sædvane skulde examineres flittig af facultate medica og ingenlunde
nyde den gradum, med m indre de grundig forstode, hvad de gave sig ud
for, sam t foruden theoriam medicinæ vare vel forfarne in anatomicis bo-
tanica, chymicis et ch iru rg icis2).
Fdts. 7. Maj 1788 Kap. Y § 3 paa
bød ligeledes, a t ingen maatte stedes til gradum doctoratus in medicina,
uden han havde bevist fortrinlig Ind sig t og Duelighed in examine medico.
E fter at nu den tidligere paabudte Nødvendighed af en forudgaaende
D isputats pro licentia er bortfalden, staar Adgangen til Gradens E rhver
velse aaben for enhver, der har bestaaet medicinsk Embedsexamen med
bedste Karakter, medens enhver, som ikke har opnaaet denne sidste, først
efter Bevilling kan stedes til at disputere.
Oprindelig affattedes de „theses“ eller „th em ata“, hvorover Doktor
anden disputerede, a f Prom otor; men efter 1640, da de anførte Udtryk
ikke længere forekomme, men der i Stedet for dem citeres egentlige Af
handlinger, formode vi, at D isputationsæmnet er forfattet af Promovenden
selv. Lovbefalet var dette im idlertid ikke, i det endnu Fdts. 1732 § 50
nøjedes med at bestemme, at Kandidaterne skulde disputere offentlig paa
det øverste auditorio.
Kane Prom . 12. Avg. 1782 forudsatte im idlertid
den sædvansmæssige O rdning som gjældende E e t, og Fdts. 7. Maj 1788
K ap. Y § 3 stadfæstede den udtrykkelig ved at fordre, at K andidaten
skulde have indsendt en a f h a m s e l v f o r f a t t e t Dissertation, hvilken
F aku ltetet skulde undersøge og paa samme tegne sin Approbation, inden
den offentlig forsvaredes.
Den oprindelige Ordning, hvorefter Promotor præsiderede ved Dis
putatsen, forudsæ ttes endnu udtrykkelig i Fd ts. 1732 § 50, som kun gjø r
den almindelige Undtagelse for det Tilfælde, at vedkommende var P ro
fessor3). Dekanen var Præses, indtil Rskr. 8. Febr. 1769, jfr. Fdg. 10. Febr.
1736 II § 11, tillod Kandidaterne a t vælge ham blandt sam tlige Faku ltetets
Professorer. I Følge det medicinske F aku ltets oven for om talte Betænk
ning maa det ogsaa antages, at denne Form for Disputatserne cum præ
side endnu fulgtes i 1801 med Hensyn til alle, som kun aspirerede til
praktiske S tillin g e r4). F ø rst Fdg. 9. Jan. 1824 § 3 har slaaet den nu
værende Ordning af D isputatsernes Holdelse absque præsidio fast.
I Henseende til selve Promotionen maa navnlig mærkes den tid
ligere om talte Bevilling til at holde den paa Universitetet, som uden Tvivl
var givet med sæ rligt Hensyn til den medicinske Doktorgrad, hvorfor den
ogsaa gjentoges ved Fdg. 4. Decbr. 1672 § 2, der tillige foreskrev en
særlig Moderation i Omkostningerne ved Gradens Erhvervelse, som vist
nok stod i Forbindelse dels med Gradens forholdsvis hyppigere E r-
0 Ovfr. II. S. 201. — 2) Jfr. om denne Examens Beskaffenhed ovfr. II. S.
182.
3) Hundrup S. 148 og 155; jfr. dog 142, hvor en anden nævnes som
havende disputeret sine præside. — 4) Hundrup S. 171, 172, 177, 185, 192, 195
m . fl.