KøbenhavnsHistorieOgTopografi

K ø b e n h a v n i D r o n n i n g M a r g r e t e s T i d

163

lagde Beslag paa dem i sex Uger, for at Rettergang kunde ske i preussiske Sende

buds Nærværelse. Dronningen betvivlede dog, at Skibene var fra Preussen, thi

Folkene raabte Mecklenburg. Preusserne maatte derfor møde med gode Beviser

for deres Ejendomsret.16)

Dronning Margrete havde i Janu a r 1396 faaet valgt sin Søsterdatters Søn,

Erik

Pommern

til Konge og Efterfølger i Danmark, og som Følge deraf havde

ogsaa flere af hans Slægt opnaaet faste aarlige Pengetilskud. Blandt disse var

hans Halvfæ tter H ertug

Barnim V I

af Barth, et lille Hertugdømme vest for

S tralsund ; han oppebar aarlig et Beløb af Tolden i Skaane.

Slægten var ikke fri for Tilbøjelighed for Røverhaandværket. Erik af Pom-

merns Fader, Hertug

Vartislaus

fik ved Død af Krøniken det aabenhjertede

Skudsmaal, at han var en stor Røver. Og H ertug Barnim fulgte i alt Fald i

Slægtens Spor, da han for at støtte Dronning Margrete mod hendes Fjender i

1398 foretog et regelret Røvertogt i danske Farvande, uheldigvis netop p a a et

Tidspunkt, da Dronningen paany havde lovet Hansestæderne at standse Vitalie-

brødrenes Plyndringer.

Høvedsmændene for de hanseatiske Fredsskibe havde bragt i Erfaring, at

H ertug Barnim havde taget og plyndret et hanseatisk Købmandsskib. I den

Anledning gik Fredsskibene Hellig Legems Aften, 5. Jun i 1398 til Dragør og

sejlede derfra videre ind i

Revshale,

hvor de fand t Hertug Barnim med sine

Skibe og den røvede Holk. Da han saa dem komme, flygtede han og forhalede

sine Skibe indenfor Bommen, pa a Strømmen foran

Københavns Slot.

Derfor

forhalede og varpede de ogsaa med stort Besvær deres Skibe imod ham og

bestormede ham med Bøsser og Armbrøster, indtil Biskoppen sendte Breve og

Bud til dem om at komme til ham. Da de kom i Land, spurgte

Biskoppen

dem

ud om deres Mellemværende med Hertugen, og de forklarede, at Borgerne og

Købmændene var bleven plyndrede og myrdede og deres Skib og Gods taget

af Hertugens Tjenere og af de Knægte, som han havde i sit Sold, og at Røveriet

var sket i Biskoppens Havn og paa hans Om raade. De gik ind paa Biskoppens

og Slotshøvedsmandens Anders Jakobssøns Forslag om, at denne skulde tage

den røvede Holk i Forvaring, indtil Dronningens og Stædernes Dom forelaa,

men Hertugen var utilfreds hermed. Biskoppen takkede Høvedsmændene, fordi

de var kommen til Rette med ham , og sagde, at nu vilde han ikke mere hjælpe

Hertugen med R aad og Daad, men overgive Sagen i Høvedsmændenes Hænder,

og selv gaa paa Murene for at se til. Da rykkede de Skibene sammen og skød

med Bøsser og Armbrøster. Trediedagen derpaa sendte Hertugens R aad en Piber

til dem, som bad dem sende to Mænd til ham , men det vilde de ikke. Saa bad

Hertugen om, at hans M and m aatte komme frit om Bord, og de tilstod ham

16) H.R. IV Nr. 153 § 7. 8.