HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række

232

Troels G. Jørgensen

havde ikke fældet nogen Dom, hvorover den behøvede at

skamme sig.

Justitiarius berørte derefter den lysere Side af Høje

sterets Historie, idet han roste Enevoldskongernes Ret

sind, som havde ladet Retten være ret uafhængig, og

paapegede, hvorledes Rettens Domme, efter at Dommerne

med stor Frimodighed havde hævdet Nødvendigheden

deraf, siden Christian VI’s Tid havde været urokkede,

hvorved han fremhævede Stampes Indsats. Ved Grund

loven styrkedes Højesterets Selvstændighed. Medlem

merne var sig alle bevidst, at deres første P ligt var at

værne om Borgernes Frihed. Efter denne Gennemgang

udtalte Justitiarius da den Overbevisning, at man med

Rette kunde tage mod Dagens Hyldest, han afgav Løfte

om, at man vilde bevare den nedarvede Aand, og frem 

førte fra sin Side Takken — sidst til Universitetet, „alma

mater, hvis Børn vi alle er, og hvem vi ønsker Trivsel,

Fremgang og Ære“. Nogen Hentydning til de af Torp

fremførte Ønsker indeholdt Talen ganske naturligt ikke,

ejheller til Domstolsvirksomhedens nær forestaaende Re

form, og maaske nogen har savnet en Hentydning til

den nære Sammenhæng mellem Dommernes og Sagfører

nes Arbejde, der berettigede de sidstnævnte til Andel i

Anerkendelsen -— men den tredje Taler bør begrænse

sig. Efter A fsyngelsen af „Hellige F lamme“ tømtes Salen.

Som omtalt havde Kongen erklæret sig villig til ogsaa

for sit Vedkommende at hædre Retten med Indbydelse

til et Taffel, og det holdtes samme Aften i Residens

palæet (det B rockdorffske), hvor hele Retten mødte med

Justitssekretær Thrane og Protokolsekretær Roepstorff.

Ministrene Berntsen og Biilow mødte, desuden fhv. Ju sti

tiarius Nyholm, Goos som Landstingsformand (Fo lk etin 

gets Formand Thomsen var forh indret), Erslev og Torp,

de ekstraordinære Assessorer Ingerslev, Ju lius Lassen

og Florian Larsen og som Repræsentanter for Skranken