243 / 645
Højesterets Jubilæum 1911
2 2 9
af Ordningen med individuelle, men dog anonyme Doms
begrundelser.
Det andet Punkt angik Tilbøjelighed til at fastholde
tidligere Afgørelse, altsaa Præjudikatproblemet, hvor
han mente, „at Højesteret uden Fare kunde strække sig
noget videre“.
Torp sluttede spøgende og alvorligt med en Hyldest,
der ikke kunde være varmere: „Jeg beder den høje Ret
være overbevist om, at disse smaa, jeg tror at kunne
sige ret uskyldige desiderata, som jeg har gjort mig til
Talsmand for, ikke er Udtryk for nogen Lyst til at for
m indske dens Hæder, eller til at dryppe en Malurtdraabe
i det Hyldestbæger, jeg gerne paa denne Festdag vilde
iskænke for Danmarks Højesteret. Selv om denne min
første og formodentlig sidste Plaidoyer for den høje Ret
kun skulde indbringe mig Sagens Afvisning og Mulkt
for unødig Trætte, vil jeg ikke blot i dette Tilfælde som
altid bøje mig for summus judex. Det vil heller ikke gøre
m indste Skaar i den Hjertelighed, med hvilken jeg i
Retsvidenskabens Navn tolker den Taknemmelighed,
som denne føler for alt, hvad den skylder Højesteret, den
Beundring og Højagtelse, vi alle nærer for dens Virk
somhed, og den Tillid, med hvilken vi ogsaa i Fremtiden
ser dens Afgørelser imøde. Det følger med en Domstols
Kald — at skille andres Trætte — at den ikke kan gøre
enhver tilpas. Saa meget stærkere Vidnesbyrd om dens
Fortjeneste er det, naar et helt Lands offentlige Mening
bøjer sig i ærbødig Respekt for dens Afgørelser, i sikker
Tillid til, at den er Rettens Haandhæver, Retfærdighe
dens Vogter, Borgernes Værn — saa fuldkomment som
det ligger i Menneskers Magt at være.
At det er denne Dom, der her i Landet fældes om
Højesteret, derom er der ingen Tvivl. I denne Sag er
vota ikke discrepantia. Her behøves ingen Henskyden til