373 / 645
Franske Emigranter i København
3 5 9
En Udsigt over disse Franskmænds borgerlige Leve
veje, naturaliserede som de efterhaanden blev, vil vise,
at Militæret og Rangspersonerne nu er i Flertal, Haand-
værkerne derimod stærkt aftagende. Parykmagernes Rol
le, som før havde været saa betydelig, er nu væsentlig
udspillet; P iskeparykkerne gav ikke saa megen Fortje
neste som de store Allongeparykker, og i Aarhundredets
sidste Aartier begyndte man at gaa med „eget Haar“.
Blandt Haandværkerne er egentlig kun Juvelererne og
Urmagerne repræsenterede; dog maa her ikke glemmes
Dekorationsmaleren
Baru'él,
hvis Efterkommere i Gene
rationer har virket som franske Sproglærere. Nogle fran
ske Sprogmestre og Skoleholdere kan endnu noteres, der
imod kun en eneste fransk Kok,
Hecquet,
som var knyt
tet til Hoffet som Mundkok. Paa dette Punkt er saaledes
en betydelig Tilbagegang fra Aarhundredets Begyndelse.
Af Handelsfolk i større Stil er der nogle faa, saaledes
Paul Peschier
fra Genève, der blev indkaldt af de Co-
ninck 1766, en af sit Lands rigeste Mænd. To „Fabriqueu-
rer“ nævnes:
Clément,
nedstammende fra en af Chri
stian V’s Hofvioloner, og
Clajus,
begge Kattunfabrikan-
ter. For adskillige andre Franskmænd, som i de nærmest
foregaaende Aar havde forsøgt Fabriksdrift med Rege
ringens Understøttelse —
Frontín, Maillot, Poliard,
var
det gaaet skævt. I civile Embedsstillinger har tre fundet
Plads, nem lig foruden ovennævnte Over-Brandmajor
Mazar de la Garde, Materialforvalter og Bygningskom
missær
Dajon
og „Ober Vey-Inspecteur“
Marmilod,
der
har Fortjenesten af at have bygget Vejene København —
Roskilde og Hørsholm — Fredensborg.
Selv om denne Opgørelse maa tages med et vist For
behold, staar det dog fast, at den franske Kreds i Hoved
staden i Forhold til dennes ca. 80.000 Indbyggere er ret
forsvindende omkring 1775.
Tager vi nu Vejviseren ved Aarhundredets Forløb for
os, vil vi kunne konstatere, at de franske Navne er ble