374 / 645
3 6 0
Julius Clausen
ven flere — nu 75 mod 40 ca. 25 Aar forud. Aarsagen
hertil er ikke alene den, at Vejviserens Redaktion nu er
omhyggeligere med at faa de flest mulige af Hovedsta
dens Beboere med i Bogen; men maa navnlig søges i,
at virkelig en Række ny franske Navne er kommen til og
har taget Bopæl i København. Bobé i sin ovennævnte
Afhandling angiver 35, hvoraf henved to Tredjedele har
været Fam iliefædre. Det er
Revolu tions-Emigran terne
fra
1792 og nærmest følgende Aar, overvejende af adelig
Slægt, som undflyer de uudholdelige Tilstande i deres
Fædreland. Det er ikke — som tidligere — religiøse, men
politiske Forhold, som jager dem af Sted. De spredes
rundt om i Europa, og en lille Del finder ogsaa Vej til
København. Adskillige forlader atter Landet, da Stormen
er drevet over. Men endnu kan blandt dette Hold Emi
granter nævnes Slægter, der fandt blivende Sted i Dan
mark, og hvis Navne er bevaret til vore Dage, saaledes:
d ’Auchamp, Gamet, Jonquiéres, No rmand de Bretteville,
Pio
(egti. P iou ),
de Plane, Séréne d ’Acqueria, Thierry.
Aubertin, Ponsaing, Saint-Aubain, Teytaud, de Place,
Beaiwais, Mouvielle, Gandil, Garrigues, Dornonville de
la Cour, Grandjean, Lavigne, le Dous, Petitgas, Verdier
m. flere andre Familier, der kom til København i for
skellige Perioder, har ogsaa gennem Generationer fortsat
deres Eksistens her i Landet.17)
Men om alle disse gælder, at de ikke staar i noget For
hold til den oprindelige franske Koloni; ejheller er de
alle reformerte. I denne Oversigt over de oprindelig
franske Emigranter betyder de m indre, fordi de optræder
isoleret, og endnu hurtigere end den fransk-reformerte
Koloni i København falder sammen med den hjemlige
Befolkning.
17)
Om B onfils, Kalkfabrikanter, se Hist. Medd. 3. Rk., VI, S. 90,
102
.