56 / 645
4 2
Poul Johs. Jørgensen
♦
Sigtelsen er sand, idet den sigtede er berygtet for det
paasigtede Forhold, er Adgang for ham til at fralægge
sig det ved Ed. Da det imidlertid i begge Tilfæ lde drejer
sig om Sigtelser for Forbrydelser, er det mest sand syn
ligt, at det i disse Tilfælde krævede Bevis fra Sagsøgerens
eller Injuriantens Side ikke er tænkt ført ved Vidner,
men ved Ed af Nævninger, der efter de sjæ llandske Land
skabslove fandt udstrakt Anvendelse i Straffesager og,
som det fremgaar af Priv. 7. Jan. 1485 §§ 1, 2 og 9,
ogsaa var i Brug i København, og netop i Drabssager og
i de omtalte Injuriesager, skønt de mærkeligt nok slet
ikke omtales i Stadsretten. Det maa derfor snarest an
tages, at denne ved ikke at optage Stadsret 1294 Kap. 28
har villet tage Afstand fra den deri indeholdte Regel om
Vidnebevisets Prioritet, og at den har villet det, fordi
Reglen aldrig virkelig var slaaet igennem .
Af nogen Interesse er ogsaa Reglerne om Inddrivelse
af Gæld i Kap. IV, der viser, at der i København var
Adgang til at faa Udlæg hos Debitor ved de offentlige
Myndigheders Mellemkomst, hvad dog allerede var T il
fældet efter den ældre Stadsret Kap. 103. Stadsretten
indeholder i Forbindelse hermed den ejendommelige Re
gel, at Kreditor, hvis han ikke var tilfreds med det Gods,
han fik udlagt, kunde forlange, at den Myndighed, der
foretog Udlægget, selv skulde overtage Godset og i Stedet
for betale ham med rede Penge, hvad naturligvis var
ment som en Garanti mod urigtig Vurdering til Skade
for Kreditor.54) Ny i Stadsret 1443 er IV, 3, der bestem
mer, at en Debitor, der ikke kunde betale sin Gæld,
og — maa det være underforstaaet — hos hvem
Udlæg for Gælden ikke kunde faas, skulde overgives
til Kreditor, der kunde holde ham i Forvaring, dog
saaledes, at han ikke m istede sin Sundhed derved,
54)
Reglen kendes ogsaa fra Tyskland, H. P lanitz, Die Vermo-
gensvollstreckung im deutschen m ittelalterlichen Recht I, 497— 98.