52 / 645
38
Poul Johs. Jørgensen
straffen, der var saa udbredt indenfor denne, kunde
være effektiv overfor dem, der havde Formue at betale
med, men overfor den Krim inalitet af en mere moderne
Type, som naturligt opstod i Købstæderne med deres
broget sammensatte Befolkning med mange løse og til
vandrede, ofte næsten formueløse Elementer slog den
ikke til.
Endnu skal omtales Bestemmelserne i VI, 28—31. Den
ældre m iddelalderlige Ret havde bortset fra den skaan-
ske Birkeret kun beskæftiget sig meget lidt med Æ re
fornærmelser, idet Straf kun var fastsat for den, der til
Tinge sigtede en anden for Tyveri, hvormed dog andre
lignende Sigtelser maa antages at være stillet i Klasse.
Straffen var her Tremarkshøder, hvortil senere kom
Æresstraf. Begrænsningen til Sigtelser fremsatte paa
Tinge hang dels sammen med, at Ytringerne kun da
kunde bevise, hvis Injurianten benægtede at have brugt
dem, dels med, at man kun i saa Fald mente sikkert at
kunne regne med, at de var fremsat i ærefornærmende
Hensigt. De anførte Bestemmelser i Stadsretten gaar i
flere Henseender videre. De lægger ikke Vægt paa, hvor
de fornærmende Udtalelser er fremført, men tager dog
Hensyn til det sidste af de om talte Momenter ved at ud
sk ille de Tilfælde, hvor de var fremsat i Overilelse (Haste
mod) eller Drukkenskab, og for disse at foreskrive en la
vere Straf af Tremarksbøder (VI, 28 ), medens Straffen
ellers efter VI, 29 var Fyrremarksbøder, der endda over
for den injurierede fordobledes. Denne Straf var tilsyn e
ladende væsentlig højere end den ældre Rets Bod af tre
Mark, men herved maatte tages Hensyn til, at den ikke
var kombineret med den Æresstraf, der var blevet knyttet
til den sidstnævnte Bod, og som efterhaanden blev en
overmaade alvorlig Straf. Der tales i ingen af Stadsret
tens heromhandlede Bestemmelser om, at Injurianten
skulde være Mindremand eller en Løgner eller lign., og